Forventningerne til turen her i efterårsferien var store. Renoveringen af huset havde været i gang siden sidst på sommeren og vi kunne næsten ikke vente.

Det var med blandede følelser vi havde sat renoveringen i gang. I løbet af sommeren var vi jo kommet til at holde utroligt meget af det gamle skrummel af et hus, men vi kunne jo sagtens se at der var en nødvendighed. Det regnede ind ved trærammerne ved vinduerne. Taget var utæt. Der var hverken køkken eller bad i hovedhuset osv. Så vi renoverede. Vi havde modtaget lidt billeder fra ejendomskontoret undervejs. Ikke så mange som vi havde håbet på, men dog nok til at vi var spændte. Vi var i tvivl om, om Dushko og Nevena var flytett ud i huset igen. Dem glædede vi os jo også meget til at se igen.

Ankomsten

Vi kom ud til huset helt sidst på eftermiddagen. Og – ja jeg ved næsten ikke hvordan jeg skal beskrive følelsen – chok rækker ikke. Det var ganske enkelt rædselsfuldt. Det var en byggeplads. For det første var grunden gabende tom. Det store træ var jo fældet siden vi tog derfra. Ydermere var al vinen jo visnet væk. Det var så hvad det var, men der var byggerod overalt. Og det skulle have været fjernet. Så var der den væltede mur ved indgangen, den halvsmadrede toiletdør, fliserne udenfor toilettet der bare var erstattet at cement, alle de knækkede havefliser på terrassen der bare lå hulter til bulter, vores røde havestole der var smasket til med hvid maling, vores stuebord der stod ude midt i det hele og var brugt som arbejdsbord. Det var så frygteligt. Fuld af bange anelser gik vi ind i huset. Her var det om muligt endnu værre. Alle væggene var kun malet en gang, og mørklakerede træ vægge der kun har fået en gang maling er ikke ret pæne. Gulvene var totalt hærgede. De billeder vi havde set viste at de var dækket med plastik. Det var lang tid siden. Nu var der store plamager med spildt maling og olie. De var totalt ødelagte. Køkkenet var delvis færdigt. Væggene i gangen så ud som om det kun var det grove der var gjort og at finpudsningen manglede. Trappen var der slet ikke gjort noget ved. Der var revnede termoruder, maling der spildt, slasket ud over alt. Selv på plastrammerne omkring de nye vinduer. Den overdækning der skulle have været af rent glas var blevet reduceret til to ruder og så resten af gips. Der var cement og fugemasse overalt. Der var ikke en flise der var bare lidt pæn. De fliser der var, var ikke dem vi havde valgt. Fordøren var lavet af en masonitplade og gabte 10-15 cm over jorden. Det er slet ikke til at beskrive de følelser der løb gennem os. Vi var knuste. Huset var pænere da vi forlod det om sommeren, gammelt og stort. Nu var det bare stort, grimt og hærget.

Vi tog selvfølgelig kontakt til ejendomskontoret der tydeligt var chokerede da de så den tilstand huset var i. Det skal siges til deres ros at de tog fat i bygherren med det samme med henblik på at få løst det megaproblem vi stod overfor.

Dagene

Vi tilbragte faktisk alle dagene med at få sat bare lidt skik på huset. Vi ryddede op, reparerede, flyttede og ja, alt bare for at få det gjort beboeligt. Det var ikke nogen rare dage. Vi tilbragte timer med at fotografere og skrive mangellister som bygherren skulle have så han kunne udbedre mangler-/skader. Vi ønsker aldrig at vi kommer til at opleve sådan noget igen.

Så en aften ringede telefonen. Jeg sad og småpev i min gyngestol og var bare bange og ked af det. Kunne slet ikke overskue om det her ville ende og især ikke hvordan. Men så – ring ring – hvem pokker ringer til os i Bulgarien. Det var en rigtig god veninde der bare ville sige tak for invitation til en fødselsdag. Sødt af hende at ringe, men kunne vi snakke på et andet tidspunkt. Det er smådyrt at ringe i Bulgarien. Selvfølgelig kunne vi det.

Det var lige det der skulle til for at ruske mig ud af den tilstand af selvmedlidenhed jeg svælgede rundt i. Hvad pev jeg for. Vi havde jo stedet. Udsigten og de dejlige omgivelser var jo ikke ændret. Huset og alt det lort – ja det var da for pokker bare detaljer der var til for at løses.

Dejlige stunder

Da nu den værste krise var drevet over gjorde vi det vi var kommet for. Gik lange dejlige ture på bjerget. Fandt friske valnødder i græsset og plukkede figner på træerne på vej derop. Nød livet. Nød det bare at have tid. Tid til ingenting og alting.

Hjem igen

Da vi rejste hjem var det i godt humør. Vi var fulde af fortrøstning. Det hele skulle nok gå i orden. Om ikke før så siden. Nu var der kun en ting at gøre – se fremad og glæde sig til næste gang.