Sikke en dag. Selv om det er sidste dag i denne omgang, har den været ret begivenhedsrig.

Den startede ret grænseoverskridende, i hvert fald for mit vedkommende.

For første gang i ferien var vækkeuret sat til. Georg kom for at hente os kl. 09. Vi skulle på bjergtur. Han havde forsikret mig om, at jeg sagtens ville kunne klare det. Han havde før gjort turen sammen med en flok unger og hans dengang 65-årige mor.

Enten er hun gjort af et ganske andet stof end mig, eller også har hun været bjergged i sit tidligere liv. Du milde himmel. Jeg skal love for, vi kom på bjergtur.

Den første strækning gik meget fint. Vi blev lidt forpustede, men et stykke af vejen havde vi jo prøvet før. Så begyndte vi ellers at klatre. Georg var meget hensynsfuld og lod et par gange mig bestemme vejen, fordi det var tydeligt for enhver, at mig og så højder ikke er den bedste kombination. Så længe der er god plads til begge sider er det fint, men tæt på kanterne - ja, så melder panikken sig. Det var hårdt men også utroligt spændende. Jeg vil tro, vi var 15-20 meter fra toppen, da jeg måtte melde pas. Nu kom afgrunden - læs kanterne - altså lige lovlig tæt på. Jeg var på randen til totalpanik, så de fortsatte uden mig.

Aldrig har jeg oplevet noget så fredfyldt og smukt, som at sidde der på toppen af et bjerg og - ingenting.

En oplevelse for livet.

På et tidspunkt rykkede jeg mig et par meter længere hen - jeg sad egentlig ikke så bekvemt - og jeg vil vædde med, at mærkerne fra mine negle til evig tid vil kunne ses i klipperne.

Nedturen var væsentlig hårdere end opturen. Man skulle hele tiden stemme imod og gled tit, men Georg sagde jeg havde en rigtig god fornemmelse for terrænet af en førstegangs bjergged, så det var jeg da stolt af.

Vel nede igen tog vi en velfortjent kold øl nede på torvet og snakkede om alting og ingenting. Han er bare en fin fyr ham Georg.

På vej ned til torvet kom vi forbi et af de utallige figentræer der er. Georg fandt en moden figen til os - uhm. Vi så også træer med “mulberry” (har senere slået det op i en ordbog - det er morbær) - dem fandt vi selv senere på dagen og spiste.

Om eftermiddagen gik Benjamin og jeg en tur rundt i byen, efter at Benjamin havde spillet lidt basket. Her mødte vi en herre, der henvendte sig til os og pænt sagde “goddag, jeg hører I er i byen”. Han var af japansk oprindelse. Han fortalte og fortalte om alt muligt. Han var pensioneret agronom og havde rejst meget. Han kendte utroligt meget til landets historie og delte gerne ud af sine kundskaber - uden opfordring. På et tidspunkt sagde jeg, at vi skulle videre, fordi Benjamin gerne ville have en is. Det passede ham fint - det ville han også, så vi endte med kaffe, is, cola og flere historier. På et tidspunkt kom Georg forbi og hilste på. Da han brød op, benyttede jeg mig af lejligheden til også at takke af. Benjamin var lusket af lidt før - men da var vi også blevet underholdt i næsten 3 timer.

Hjemme igen skulle der pakkes. En underlig fornemmelse at pakke, og så alligevel at skulle efterlade en del ting her. Det er faktisk mærkeligt, at vi kommer igen. I modsætning til så mange andre, har vi aldrig prøvet at holde ferie det samme sted to gange i træk - og nu er det pludselig så uendelig meget mere.

Endnu en gang havde Nevena lavet mad til os. En himmelsk ret med tomat, feta og friturestegte peberfrugter. Selvfølgelig fik jeg opskriften.

Nevena var kommet tilbage fra Plovdiv over middag. Vi blev kaldt sammen og temmelig forlegen, men samtidig stolt og glad, læste hun op fra en seddel: “this is a present for your family from my family” - det var så rørende.

Vi fik det fineste bulgarske ur, der kan åbnes. Normalt ikke noget vi ville købe selv, men alt taget i betragtning kunne de ikke have givet os noget bedre.

Jeg fik også et stykke sæbe af en af døtrene. Det er lavet af bulgarske blomster og urter.

Om aftenen var drengene oppe at spille basket, og endnu en gang “snakkede” vi i munden på hinanden ved hjælp af vores bulgarske ordbog.

I alle de år jeg har gået i skole, har jeg ikke slidt en ordbog så meget, som den her er blevet de sidste 17 dage. Det er vemodigt at skrive disse sidste linier. Det føles som om noget uigenkaldeligt er slut - og så er det kun lige den spæde start.

Det har i sandhed været et ægte eventyr!