Sommer 2014

Uge 4

Mandag den 21.07

Høj blå himmel! Det er godt nok ikke mange morgener der har startet sådan, så til trods for at uret viste 02.15 da jeg slukkede lyset var jeg "allerede" oppe kl. 09 og uden i haven med en kop kaffe.

Kl. 11 BG tid ringede jeg i banken. Få løst det, så jeg kan hæve på mine kreditkort! 1 time senere. Dårlig forklaring om forbindelsesproblemer etc. Runa kan - jeg kan ikke! Prøv en anden automat. Jeg har prøvet alle fra Krichim til Plovdiv. Så jeg går i banken og hæver og så kan vores DK bank og NETS slås om, hvem der skal betale gebyrerne! Hold kæft jeg er gal!

Nå, så længe Runa kan, må jeg nasse på hendes hjælp. Men vores bank har vidst siden påske vi havde problemet, så måske de skulle have gjort noget ved det.

Vi havde bestemt dagen skulle være en total slapper-dag med en bog i haven. Det blev den på sin vis også, men da vi vidste der var risiko for dårligt vejr et par dage i ugen, tænkte jeg, at jeg hellere måtte få vasket lidt. Lidt! Du godeste. Der var bjerge. Så vaskemaskinen kørte og kørte, og da luftfugtigheden om formiddagen var temmelig høj, tørrede det ikke så hurtigt. Men alt var vasket og tørret da dagen var gået.

Så var der rigtig mange modne tomater. Desværre er de ikke ret pæne, så jeg satte en ordentlig gryde over til tomatsuppe. Det stod og simrede i timevis. Det bliver vores frokost i morgen. Aftensmad blev den mørbrad jeg havde taget op af fryseren. Vi fik bare en tomat og lidt snesjanka til. Den var blevet 21.30 før vi spiste. Vi sad på terrassen med et glas rødvin og en bog og læste mens solen gik ned. Det var hyggeligt. Dagen havde været utrolig varm og jeg havde en af de dage hvor det kneb for mig at klare det, så jeg nød aftenen så meget mere. Den var fløjlsblød.

 

Tirsdag den 22.07

Lige nu - 6.45 - skinner solen på bjergene. Fuglene synger og jeg har kaffen og en bog klar. Dejlig morgen:-) (savner Bjarne. Det er underligt han ikke er her).

Gik min morgentur inden Runa stod op. Hun kom op lige efter jeg kom hjem. Formiddagen var med snuden i en bog, med front mod solen og bjerget. Godt vi gjorde det, for ved middagstid trak det op. Begyndte at rumle i det fjerne. Og så kom regnen. Det væltede ned næsten hele eftermiddagen. Heldigvis havde vi fået pakket alt udenfor ned inden. Så det eneste der er tilbage er vores 2 havestole og bordet. Det er til at overskue. Så køkkenbord, lyskæder, udekampen - alt er pakket ned. Vi ved desværre vi risikerer samme slags vejr i morgen.

Til frokost fik vi den tomatsuppe jeg lavede i går. Vi kom store stykker feta i. Det var slet ikk' så ring' endda;-)

Batteriet fik vi koblet fra i bilen, og den er også dækket til. Undskyld Bjarne, men den er møgbeskidt. Du må have det i "jet-vask" næste gang vi kommer herned.

Vi sad i køkkenet og læste og snakkede hele eftermiddagen, og ... miraklernes tid er ikke forbi - jeg fik Runa overtalt til at spille skrable med terninger.

Ved aftenstide klarede det op, og vi gik en lang tur rundt i byen. Det var køligt, men dejligt. Vi kom ad gader jeg aldrig har gået i før, så det var hyggeligt.

Så gik vi ned på tyrkerrestauranten og spiste. Det blev en hurtig, kold fornøjelse. Blev ellers præsenteret for en ny lækker kyllingesalat, men guffede den bare i is så vi kunne komme hjem i varmen.

Så det blev køkkenhygge over et glas rødvin.

Ved 22.30 tiden sagde Runa godnat og gik over i annekset. Jeg ryddede lige bordet og var på vej i seng da det begyndte at tordne igen. Nu er jeg ikke verdens modigste i tordenvejr. Så alene på 1. sal mens himmel og jord står i et, mnjaaahhh ikke lige det jeg har mod på. Så her en time senere sidder jeg alene i køkkenet og håber det snart stilner af. Det bliver ved med at vende tilbage, så det kan være det bliver en lang nat.

Har sms'et med Bjarne der oplyste at der er 30 grader i Danmark og at det fortsætter ugen ud. Hernede kan vi forvente moderat godt, med uvejr. Dog varmt. Der er da vendt op og ned på det hele.

 

Onsdag 23.07

I princippet kan man vel ikke sige det blev en lang nat. Slukkede lyset kl. 01 og røg op med et sæt kl. 06.30. Havde været en tur nede på det lille hus ved 6-tiden og der konstateret at himlen nok var grå, men mon ikke...?

Jeg havde åbnet vinduerne for efter en kortvarig strømafbrydelse lige efter jeg var gået i seng, var airconditionen slukket. En halv time senere kom der et gigantisk tordenskrald. Hold nu kxxx jeg blev forskrækket. Og så fulgte et par stykker af samme kaliber samtidig med at det lynede. Så det var lige her det gik løs. Så kom hurtigt nedenunder og fik mig stablet op i liggestolen i køkkenet. Frisk? Langtfra!

Jeg måtte desværre lige op og ligge et par timer i løbet af dagen. Ryggen skabte sig noget. Men et par timer på langs hjalp.

Vejret var noget ustabilt. Luftfugtigheden var utrolig høj. Det var til at klare når det var overskyet - hvilket det så var det meste af dagen - men når solen bragede igennem kunne vi næsten ikke få luft. Men høj luftfugtighed eller ej, dagen blev tilbragt på terrassen med kaffe og bøger.

Ved 19-tiden ringede de på døren. Det var Ivaylo der kom på besøg. Det tog lidt tid at få ham lukket ind, for da jeg trykker håndtaget ned, sker der intet. Om det var knækket eller hvad det var, andet det ikke, men lukket inde var vi. Så vi måtte gennem garagen. Så blev der tilkaldt forstærkning, og efter en lille times moslen - og indkøb af ny lås - kunne vi igen åbne døren. Det var genboens unge mand, pinligt men jeg ved ikke hvad han hedder, og Vaklin der fiksede det. Jeg kvitterede med en øl og et glas rakia.

Ved 20-tiden gik Ivaylo hjem igen. Det meste af tiden havde vi siddet under halvtaget fordi det regnede. Ikke meget, men nok til vi måtte krybe i ly.

Vi spiste "tøm-køleskabet" til aftensmad. I morgen skal vi til Plovdiv og hente Runas briller, så vi spiser frokost derinde, og uanset vind og vejr, så skal vi ned på tyrkerrestauranten og spise aftensmad.

Da vi havde spist hvad vi kunne, gik vi op til Dobrinka med resterne samt alle de glas hun havde lavet yoghurt i. Fik også lige sagt pænt farvel til hende.

Vi sad lige en halv times tid og snakkede over et glas rødvin, så var jeg nødt til at takke af for dagen. Dum ryg og for lidt søvn i for mange dage... jeg var for træt.

Arme Runa. For hende er det jo midt på eftermiddagen når jeg takker af ved 22-tiden. Sikker på hun mangler Bjarne at sidde og snakke med til - i mine øjne - langt hen på natten. Har dårlig samvittighed over det. Det er jo ikke særligt socialt bare at gå i seng:-(

 

 

 

Torsdag den 24.07

Troede - troede virkeligt at vi i dag skulle stå op til blå himmel. Det gjorde jeg også, men det holdt ikke ret længe.

Så jeg startede med at gå i bad, fik sat vaskemaskinen i gang med mit sengetøj, lavet gymnastik og skulle så ud med min kop morgenkaffe. Og! Hvem var oppe? Runa! Kl. 08.00 - frivilligt! Det havde jeg aldrig troet jeg skulle opleve i en ferie. "Jamen jeg kommer jo så tidligt i seng. Tror jeg er ved at være udsovet" haha -total grineren:-)

Vi fik os stablet op med morgenkaffen ude på terrassen. Selv om det er overskyet er der dejligt mildt. Så morgenen skal bare nydes. Det er jo uhyggelig tæt på at være slut for denne gang.

Vi tog bussen til Plovdiv kl. 11. Fik hentet Runas briller - der selvfølgelig passede perfekt - og gik så en lille tur på strøget. Det blev til 6 timer inden vi vendte snuden mod busstationen igen. Så havde vi også fået købt bluser og sko og neglelak og pung til Bjarne og mere tøj og kaffe og rakia og spist frokost og købt ny nøgle der blev slebet til fra en anden model da han ikke havde vores nøgle og... så det blev en vældig dag. Mine fødder var ganske enkelt ved at gro op over skokanterne. Hold nu op hvor var de ødelagte, så det var fantastisk at komme hjem og få dem af.

Tøsede lidt med rødvin og neglelak. Jeg fik lagt rent på sengene og gjort køleskabet rent. Jeg hader at gøre køleskab rent, men nu er det da heldigvis overstået.

Vi kom rimelig sent ned og spise. Sad og hyggede over maden. Sidste gang er altid så speciel. Gik hjem og fik et stille glas rødvin inden vi takkede af for dagen. Jeg havde prakket Runa en bog på, så hun skulle over og læse den færdig.

Jeg tussede rundt og fik pakket nogle af alle de ting ned, som bliver stillet væk hver gang. Der er meget når jeg selv skal huske det hele. Vi plejer jo at gå og snakke om det. Spillede lige et spil backgammon inden jeg 00.30 slukkede lyset.

 

Fredag den 25.07

Typisk at man lige den morgen hvor man "skal" op bare har lyst at blive i sengen. Men et kig ud af vinduet fik mig ud af fjerene. Solen skinner. Jeg skal op og have min sidste morgen på terrassen.

Så ned og gang i kaffen og ud. Hørte lige Slavka forlade haven, så jeg løb efter hende med den nye ekstranøgle og fik samtidig sagt farvel. Det var sgu hårdt ved mig denne gang. Hun blev så trist da hun spurgte om det var i dag vi rejste. Snakkede om alle vores børn og børnebørn og var tydelig trist. Så det kostede lige et par tårer der slet ikke ville holde med at løbe da jeg kom tilbage i haven.

Så hørte jeg der var liv ovre hos Elly, så jeg styrtede over og fik afleveret fødselsdagsgaven til hende. Det var så også tårevædet, for det var den gamle bedstemor der var der sammen med hende. Hun kom så senere over med en stor pose ferskner til vores tur.

Så fik vi pakket sammen. Selvfølgelig tog det længere tid end beregnet. Det gør det jo altid. Så et lynbad, en ussel morgenmad - brødet var muggent, så det blev til et blødkogt æg, en kop kaffe og en bette rakia til turen. Trods ihærdige anstrengelser, nåede vi ikke den bus vi først havde planlagt, men for en gangs skyld var det lige meget. Så 14.30 indtog vi Sofia. Kastede os hovedkulds ud i byen og utallige sko, tasker, kæder, kopper kaffe, frokost, aftensmad etc. senere segnede vi dødtrætte op på sengen på hotelværelset.

 

Lørdag den 26.07

Høj blå himmel er hvad vi stod op til. Heldigt. For vejrudsigten for de næste dage, er bestemt ikke noget at råbe hurra for. Så vi er klar til at både shoppe og være kulturelle.

Hold nu op hvor vi shoppede. Inden mine fødder voksede de obligatoriske et nummer, nåede jeg at købe to par sko. Har siden jeg "forlod" stilletterne følt mig som en elefant i en glasbutik, men det rådede dagens indkøb bod på. En bette top fandt også vej ned i posen. Vi travede strøget tyndt. Vi så på ALT, så vi kan roligt sige vi fik shoppet igennem. Så blev det øl tid, og vi blev enige om at gå hjem forbi hotellet og læsse af. Vi havde lige et par tasker vi skulle forbi og som vi var sikre på skulle med hjem i kufferten, men niks. De levede ikke op til forventningerne. De var ellers mega flotte. Nå hjem og læsse af og lige en halv time på langs. Der ligger et kæmpe forretningscenter lige op af hotellet og vi blev enige om at vi hellere måtte kigge. Det var ustyrligt flot, men totalt mennesketomt. Gik lige en runde og der lå det så. Det smykke jeg havde drømt om at finde. Så vi shoppede lidt mere. Jeg var så glad da vi gik derfra. Kæde og armbånd i sølv med sart laksefarvet perle.

Og så kom turen til kulturen. Fik tjekket de kirker og steder der nu skulle tjekkes inden vi igen tog en time på langs. Herefter gik turen til en lille italiensk restaurant som Benjamin og Lucy havde anbefalet. Det var en super oplevelse madmæssigt. Beliggenheden var dødsyg. Men det rådede alle de andre oplevelser på stedet bod på. Jeg fik forklaret at vi var blevet anbefalet stedet af vores søn og svigerdatter og viste ham et billede af dem. Han kunne sagtens genkende dem. Jamen du godeste. De spiste jo det samme som jer, men bare meget mere:-) og så ud i køkkenet og fortælle det til konen der fik en kæmpe krammer og et ordentligt kys. Mega sjovt.

Så tog vi lige turen rundt forbi alle de imponerende bygninger en gang til - denne gang i oplyst tilstand. Tog turen op og ned af strøget for så at gå hjem. Klokken er lige nu 00.35 og vækkeuret ringer 03.50. Så godnat Sofia og Bulgarien og tak for endnu en dejlig ferie.