Vi havde været oppe og handle i det lille supermarked. Alt kød var frosset, så vi blev enige om, at en gang spaghetti da om ikke andet ville stille den værste sult. Godt vi ikke på det tidspunkt vidste at det ville tage næsten en time at koge dem.
Vi havde en ret sjov oplevelse i forbindelse med at vi handlede. Vi havde åbenbart købt for så meget at vi var berettigede til at få en lottoseddel. Vi var på den. Vi kunne overhovedet ikke læse hvad der stod på den. Vi forstod dog at de skulle have vores adresse. Vi sagde på vores bedste skoleengelsk adressen, men de forstod os ikke. Enden på det blev at en af de unge mænd fra butikken gik med os op til huset. Han fulgte pænt med ind. Og vi ventede. Det gjorde han også. Vi fandt skødet på huset frem og pegede på adressen. Han smilede og vi ventede. Efter ca. 10 min. gik han igen. Vi fandt aldrig ud af hvad han ventede på, så det forbliver nok en gåde. Måske løser vi den den dag vi kan spørge på bulgarsk.