 Startside
 Danmark
 Historien
 Ustina
 Links
|
Sommer 2013
Turen på bjerget
Linda, Bo og jeg startede med et solidt morgenmåltid kl. 6.30, hvor englænderne på det lille hotel havde lavet hvad vi ønskede til morgenmad. Kl. ca. 7.15 kørte vi så i bilen til foden af bjerget hvor der er en plads hvor man kan holde parkeret. Vi havde lange bukser på og en trøje/jakke med, for på toppen af bjerget er der kun ca. 4 gr. Vejrudsigten havde sagt at der var mulighed for regn op ad dagen, så derfor var det en god ide at starte tidligt, da det er for farligt at gå i bjergene når det regner, stenene bliver meget glatte.
Det var virkelig storslået at stå og se det bjerg man nu skulle op på toppen af. Bjerget hedder Vihren og er 2914 meter højt. Turen er sat til normalt at ville tage 3 timer hver vej.
Vi startede stille og roligt med at gå opad. Bo var i front, og jeg efter ham og Linda som bagtrop. Man følger nogle små Bulgarske flag, der er malet på en sten, som markerer den rute man skal følge. Det første stykke vej gik vi i sten – senere blev det en blanding af sten og græs. Vi holdt et par små pauser undervejs, når Linda syntes vi skulle, og spiste en enkelt honningmad. Ca. halvvejs oppe måtte jeg også tage trøjen på, da var det ved at være for koldt, og man frøs faktisk sine hænder.
Undervejs mødte vi også sne forskellige steder, så Bo og jeg lavede en enkelt snebold – sjovt. Lidt længere oppe gjorde vi også et stop, da var vi i skyhøjde og stod midt i skyerne der nærmest fløj henover en top. Herfra kunne vi også se en lille sø. Det var virkelig smukt. Desværre var det for tåget til at vi kunne se toppen vi skulle op på. Nå, men vi måtte videre til toppen, da vi vidste at vejret kunne risikere at blive dårligt. Det gik bare videre deropad og Bo har en app på sin tlf. så han hele tiden kunne se hvor højt vi var oppe. Så da han sagde nu er der kun ca. 100 meter til toppen, fik vi ekstra fart på for at nå derop – endelig så var vi der, og berørte en slags stenmonument der står der og Bo tog fotos og en anden bjergbestiger som kom derop tog også fotos af os. Desværre var der ingen udsigt på grund af skyer. Men bare det at vide at nu stod man i 2914 meters højde, var alle anstrengelserne værd. Turen havde taget 2,5 time, som normalt skulle kunne gøres på 3 timer, så vi var tilfredse med os selv. Vi stod på toppen og snakkede lidt med bjergbestigeren der også var kommet op. Han var tjekkisk, så vi kunne snakke med ham på engelsk og han fortalte at han levede af at være turleder og havde en gruppe der også var på vej op. Han gav Linda og Bo nogle tips til deres næste bjergvandring de skal på. Efter ca. 10-12 minutter begav vi os på vej nedad igen. Nedturen var selvfølgelig væsentlig lettere – men man skal alligevel passe på hvor man træder og være sikker på at de sten man træder på ikke skrider. Nedturen var en anelse hård, da man holder igen i musklerne for ikke at falde. Ca. ½ time før vi var nede begyndte det at regne, så stenene blev våde og det blev pludselig meget glat at gå på dem – men vi kom alle ned i god behold. Og jeg tror ikke det var sidste gang jeg har prøvet dette. Tak for en storslået oplevelse til Linda og Bo.
PS: Dagen efter var det bestemt ikke sjovt at skulle gå ned ad trapper….
|
Retur til sommer 2013
|
