Vores hus i Ustina

Det har været en lang vej, i hvert fald set med danske øjne, at nå til det punkt hvor vi kunne sige at huset var færdigt. Nu bliver det jo aldrig helt færdigt. Der vil altid være lidt reparationer og andet vedligeholdelses-arbejde, men i det store hele kunne vi erklære huset for færdigt i efterårsferien 2006.

Vi begyndte på renoveringen lige efter sommer-ferien 2005. Vi har skiftet bygherre 3 gange - ikke frivilligt. Den første kom aldrig i gang. Den anden stak af med pengene og den tredie reddede så stumperne efter de to forrige.

Der har været mange bekymrede stunder, men uanset hvor slemt det hele har syntes, valgte vi at bevare roen og troen på, at det her nok skulle lykkes. Der er grædt mange frustrerede tårer og der har desværre været et par trælse skænderier undervejs. Men vi kom i mål og vi er pavestolte. Vi elsker ganske enkelt vores lille hus, med alt hvad det har af skavanker og mærkværdige kroge og - kan vi vist roligt sige - utraditionelle løsninger, nogle mere heldige end andre.

Hvordan var det nu?

Det der typisk sker når processen er så lang, er at man glemmer hvordan der så ud da det startede. Var det nu så slemt som vi kunne huske? Så er det man går i billederne og konstaterer at ja, det var det - det var faktisk værre.

Vi startede med et hus med en halv facade i underetagen, ingen rindende vand, ingen kloak og ingen køkkenfaciliteter overhovedet, så der var lang vej til bad og køkken.

Men det lykkedes og på billedserien her i siden er der en lille historik over de enkelte rum.