Ustina

Ustina

Ustina er en lille landsby der ligger godt gemt inde i de smukke Rodopi-bjerge. Vi ved ikke med sikkerhed hvor mange indbyggere der er i byen, men vi regner med omkring 3.000.

At besøge Ustina er som at gå 70-80 år tilbage i tiden. Om morgenen bliver man vækket af bønderne når de kører i marken med deres hestevogne. Ustina er omgivet af vin- og tobaksmarker og her starter arbejdet kl. 04 om morgenen. Sidst på eftermiddagen sidder byens ældre (kvinderne) troligt på deres bænke og venter på at dyrene bliver drevet hjem fra markerne. Om aftenen samles såvel byens unge - her er det på drenge og piger - samt byens ældre - fortrinsvis mænd - på byens torv. Torvet er omkranset af små caféer, hvor man mødes og nyder en god kop espresso.

Ustinas beliggenhed er helt speciel. Kommer man kørende fra Plovdiv er det ikke muligt at se byen før man kører ind i den. Vi har efterhånden kørt den vej mange gange, men det snyder hver gang. Om aftenen er det så tydeligt at se der ligger en by, der er jo lys overalt. Det er bare ikke Ustina men nabobyen. At byen i den grad ligger puttet ind i bjerget har den positive virkning at den stort set aldrig bliver ramt at vejrmæssige uheld.

Går man bare en lille smule uden for byen er det tydeligt at den ligger for foden af en bjerg, for området bliver hurtigt helt fladt. Det er meget tydeligt hvis man går lidt op i bjergene, så åbenbarer sletten sig tydeligt.

Beboerne

Beboerne i Ustina er utrolig venlige. De var unægtelig lidt skeptiske i starten, vi skulle lige ses an. Det fortog sig hurtigt og nu bliver vi glædelig genkendt og får store smil når vi kommer til byen. Vi føler os helt klart velkomne. At vi så også har lært lidt bulgarsk gør os ikke mindre populære. De griner hjerteligt af vores forsøg og retter os pænt, så det bliver muligt at forstå hvad vi siger. Vi bevæger os aldrig ret langt uden vores ordbog. Der er ingen grænser for, hvad vi gennem tiden har fået kommunikeret ved hjælp af at pege på enkelte ord - lave grimasser og trække på skulderen.

Der er ingen tvivl om, at der bliver holdt et vågent øje med os. De gamle damer ved lige nøjagtig hvad vi foretager os og vi ved at det bliver kommenteret og diskuteret på caféerne om aftenen. Alle hilser altid pænt og kan de se vi har brug for hjælp gør de alt hvad de kan for at hjælpe os.

Set med vores øjne skal man lede længe efter mere smilende, hjælpsomme og venlige folk end det bulgarske.

Naturen omkring Ustina

Naturen omkring Ustina er meget smuk. I udkanten af byen, på vej op ad bjerget, finder man et lille vandfald. Det er iskoldt vandet. Gennem byen kommer et vandløb oppe fra bjergene. Vandløbet er smukt flankeret af figentræer. På bjerget finder man masser af valnøddetræer og pæretræer. Der er også blåbær og brombær. I skolegården på byens skole findes et gigantisk morbærtræ. For dem der ikke kender morbær kan oplyses at de smager himmelsk.

Det er meget specielt med alt hvad der gror i og omkring Ustina (det gælder faktisk for hele landet). Det er tilladt at standse og plukke/spise alt hvad der findes så længe det ikke står tydeligt på en ejet grund. Vi så mange gange biler langs landevejen der var parkeret under store frugttræer og hvor folk stod oppe på bilen for at komme til at plukke frugterne. Dushko havde stort set også frugt med oppe ra bjerget hver dag. Det kan godt være det ikke se pænt ud, men smagen opvejer det hele. Her er ikke tale om gensplejsede eller overfladebehandlede frugter. De er som naturen nu en gang har bestemt de skal være.

Hvert hus i byen med respekt for sig selv har selvfølgelig masser af vinplanter. Der gror/snor sig overalt. Det kan virke om samtlige huse i byen er overdækket af grønne tage. De bugner med kæmpe klaser af druer.

Vores generelle indtryk af området er at det er meget frugtbart – smukt er det i hvert fald.