Startside
Danmark
Historien
Ustina
Links
|
Plovdiv
Historien
Vores lille by ligger kun 25 km fra Plovdiv, så det er en by vi allerede her i 2006 har besøgt et utal af gange. Det ville være fuldstændig utænkeligt at være i Bulgarien og så ikke tage en tur til Plovdiv. Vi skal besøge vores stam-café på strøget, vi skal shoppe, vi skal bare ind og fornemme det sus det altid giver at besøge en storby.
Plovdiv er Bulgariens næststørste by med ca. 340.000 indbygger og er samtidig en af de ældste byer på Balkanhalvøen og tidligere hovedstad i de område af Bulgarien, som hed Østrumelien.
Plovdiv har skiftet navn flere gange i historien. Allerførst, under Trakerne, omkring år 1700, hed byen Evmolpija. Så kom Philip den 2. af Makedonien der kaldte den Philipopolis efter sig selv, og så romerne der kaldte den Trimontium efter de tre høje, som den gamle bydel er bygget på.
Senere fik slaverne byen under sig og det nye navn blev Pulden. Slaverne havde taget det trakiske navn Pulpudeva til sig og modificeret det til Puldin, Ploudin og til sidst Plovdiv. Tyrkerne besatte Bulgarien i 1396 og kaldte byen for Filibe, men siden befrielsen i 1878 har den smukke by igen båret navnet Plovdiv.
Plovdiv er oprindeligt bygget på syv høje, og ser man godt efter kan man tælle de seks af dem. Den syvende er spredt ud over hele byen som byggemateriele.
Går man en tur ned af byen strøg fornemmer man tydeligt historiens vingesus. Under hele midtbyen omkring strøget ligger en gammel sportsstadion og hele strøget skulle være bygget på en gammel løbebane. Mange steder titter de gamle ruiner frem og inde i et stort butikscenter som blev indviet i 2006, er hele kælderen en form for museum, hvor man tydelig kan se siddepladserne i arenaen.
Den game bydel
Den gamle bydel i Plovdiv er et kapitel for sig. Det er en fantastisk oplevelse at gå rundt i de brostensbelagte gader og betragte de smukke huse. Mange af de smukke huse er restaureret indenfor de seneste år og har nogle helt fantastisk flotte farver og er samtidig rigt udsmykket. Husene i den bydel har et helt enestående arkitektonisk udtryk. Døren er placeret midt i huset med lige mange vinduer på hver side, og tagkonstruktionen er formet som et åg, der symboliserer tyrkernes 500 års undertrykkelse af landet. Har man et godt bentøj og ikke for høje hæle på skoene skal man helt klart give sig selv den helt fantastiske oplevelse det er at gå rundt i gaderne.
Den gamle bydel skulle også huse en del restauranter der byder på de helt store kulinariske oplevelser, en oplevelse vi dog selv har til gode endnu.
Tak til Hans
De faktuelle oplysninger i denne lille tekst har jeg fra bogen ”Turen går til Bulgarien” skrevet af Hans-Vasil Stephanov Stojanov som vi har den store glæde at have lært at kende.
.
|
Den gamle bydel
Plovdiv
Masser af spisesteder
Shopping |