Bulgarien - vores livs eventyr
Sommeren 2004
Det hele begyndte med at vi havde lånt et par venners sommerhus. Vi havde mange gange for sjov snakket med vores venner om "at når vi en gang bliver gamle, så vil vi have et lille sted i bjergene, hvor vi kan sidde med et glas rødvin og småfilosofere over tilværelsen".
Denne sommer satte skub i det hele, for hvorfor kun drømme, hvorfor ikke finde ud af om det kan lade sig gøre.
Hos os er der ikke langt fra tanke til handling, så vel hjemme igen begyndte vi at undersøge, om det i det hele taget ville være muligt for almindelige mennesker som os, at gøre drømmen til virkelighed.
Bulgarien - en tilfældighed
At det blev Bulgarien der skulle blive vores land er en tilfældighed. Inspireret af "Åbent hus ta'r sydpå" begyndte vi med at kigge i Tyrkiet og Grækenland. Der var ingen tvivl i vores sind om at det var den vej vi skulle. Vi har altid rejst mod øst når vi har ferieret. Vi har også prøvet Spanien, Frankrig og landene deromkring, men foretrækker altså dem mod øst.
Vi fandt hurtigt ud af, at man når længst med mange penge i såvel Grækenland som Tyrkiet. Vi havde også svært ved at finde et område der passede os, vi er nemlig ikke "badedyr" men foretrækker bjergenes storslåethed.
Det virkede som om drømmen skulle forblive en drøm, men så, ved en tilfældighed faldt vi over et lille hus i Tyrkiet der ikke kostede ret meget. Det gav os blod på tanden, for det var jo lig med at de fandtes.
Hvor mange timer vi har brugt på nettet i vores søgen efter "huset" tør jeg slet ikke gætte på - mellem tusind og femtenhundrede vil jeg tro. Vi blev ret hurtig "trætte" af Grækenland og Tyrkiet, det var ikke det rigtige. Så en sen aften siger en af os "hvad med Bulgarien?" Ja hvad med det. Vi havde været der for over 20 år siden og kunne bare huske at landet var smukt og... så egentlig ikke ret meget mere.
Så begyndte vi at undersøge noget om landet. Det var ikke så lige til. Det er ikke så populært et land - endnu - at rejse til, så det var begrænset hvad vi kunne finde om oplysninger. Men vi blev stædigt ved. Vi fandt en hjemmeside for et bulgarsk ejendomskontor og begyndte så at studere huse der. De var i alle størrelser og alle prisklasser. Vi så på omkring 1200 huse. Nogle kunne man ikke kalde huse, de burde gå under betegnelsen ruiner, men prisen var så også derefter.
En ting var sikker. Vi var sikre på at vi havde fundet landet, nu skulle vi bare finde huset.
Danskere med samme interesse
I vores søgen efter bulgarsk ejendom var vi faldet over en dansk hjemmeside, du kan finde den under links. Ejermændene bag siden hedder Ole og Lene. Vi begyndte at maile med dem for at høre om deres erfaring med Bulgarien. Snart var det ikke nok at maile og et par dage før julen 2004 tog vi over og besøgte dem. Det var en fantastisk oplevelse. Her var et par mennesker der som os brændte for landet. Havde der været den mindste smule tvivl tilbage i vores sind så forsvandt den lynhurtigt. Vi blev bekræftet i at Bulgarien var landet der skulle være vores.
Lene og Ole har hus i en lille by der hedder Chepelare. Den ligger kun 10-15 km fra Pamporovo som er et af de store skisportsteder i Bulgarien. Efter at have hørt på Ole og Lene var vi overbeviste om at de havde fundet stedet, og vi koncentrerede vores indsats omkring Pamporovo.
Pamporovo
Vi blev enige om at vi ville til Bulgarien så hurtigt som muligt. Tålmodighed har aldrig være vores stærke side, men omvendt hvorfor vente når man ved hvad man vil. Og det vidste vi. Vi ville ned og finde et hus.
Vi bestilte en skirejse til Pamporovo. Det var den billigste og for os nemmeste måde at komme ned i det område vi ville finde hus i. Vi ville bruge stedet som vores base og så tage ud derfra. Det var planen. Men den holdt ikke ret længe.
Man kunne jo fristes til at tro at når vi nu havde bestemt os for at ville ned og lede efter noget, så stoppede vores søgen hjemmefra. Men sådan forholdt det sig ikke. Vi tilbragte hver eneste aften foran computeren og så på huse. Mange huse. Rigtig mange huse. Og så - pludselig en aften var det der. Huset der stod og ventede på os.
Det var på 90 m2, en størrelse vi fandt passende. Mange af de huse vi så på var enormt store, men hvad skulle vi med al den plads. Vi var helt euforiske. Vi sendte en mail til ejendomsmæglerne og bad dem reservere huset til os, vi ville komme og se det. Nu var alt godt. Troede vi. Vi kunne altså bare ikke reservere huset uden at betale depositum, et depositum der ville gå tabt, hvis vi sagde nej til huset. I bedste ejendomsmæglerstil fik vi at vide at der var indtil flere der var interesserede i huset, så hvis vi ville være sikre så hastede det. Det kostede et par søvnløse nætter, men omvendt, vi vidste jo det var det vi ville have, så vi tog beslutningen og bad dem reservere. De var så lidt skeptiske overfor det fordi der var 5 uger til vi kom, men det gik.
Et vaskeægte mareridt
Så tog vi afsted. Vi var helt oppe at køre, intet, absolut intet kunne ryste os. Vi var så skråsikre så det var helt utroligt.
Vores første møde med landet var ikke noget at råbe hurra for. Sofia lufthavn er en lille grim lufthavn, hvor et par gamle varmeapparater gør det fuldstændigt ulideligt at vente. Og vente det gør man. Uvist af hvilken grund kommer alle fly ind på samme tid, hvilket denne aften var omkring kl. 23.00. Det er ensbetydende med at der er temmelig mange der skal gennem paskontrollen. Og her virker det gamle bureaukrati upåklageligt. Det tager oceaner af tid. Og man venter og man venter og man bliver mere og mere dårlig i den tætte varme, godt pakket ind i vintertøj som man jo er når man ankommer til et vinterland. Men selv det værste mareridt får jo en ende således også dette.
Vi var kun fire personer der skulle til vores hotel. Vi blev hentet i en minibus. Så gik det ellers derudaf. Det var umuligt at danne sig et indtryk af landet. Vi var ret hurtigt ude af Sofia og kørte så ellers i buldrende mørke. Alt var mørkt og gråt. Vi var skuffede. Hvor var sneen? Det lignede Danmark. Sjap og sjask hvor man end så hen. Efter et par timer gjorde vi holdt på en tankstation. Bussen blev tanket og vi blev spurgt om vi havde lyst til noget. Det var der ingen af os der havde. Vi var trætte og vi var utålmodige. Det virkede som om vi bare kørte og kørte og ingen vegne kom. Endelig, med flere timers forsinkelse, var vi på vores hotel. De sidste par timer havde været barsk bjergkørsel og den sne vi havde manglet i området omrking Sofia var der nu i enorme mængder af her. Da vi aldrig havde været på skiferie før var det noget af en oplevelse at se de enorme sne-mængder, men klokken var midt om natten, så vi vidste vi havde masser af tid til at nyde sneen.
Vores værelse var ikke noget at råbe hurra for. Langtfra, for at sige det pænt er det nok lang tid siden vi havde set noget så trøstesløst og grimt. Der var rent, men det var også det eneste positive. Vi grinede af det og blev enige med os selv om at nu var der ikke noget der kunne ryste os. Hvor skulle vi da blive meget, meget klogere.
Første dag i Bulgarien/Smolyan
Næste formiddag blev vi hentet af en fra ejendomskontoret. Vi var ved at revne af spænding. Vidste jo, at lige om lidt skulle vi se vores drømmehus. Vi skulle også se Luba. Luba var vores kontakt på ejendomskontoret. Vi havde mailet oceaner af mails sammen med hende og talt med hende i telefon. Hun var blevet vores øjne i Smolyan.
Så var det ikke Luba der kom. Det var en skuffelse. Marion var kontorets chauffør og skulle derfor hente os. Det tog lidt over en time at komme ned til Smolyan og det til trods for at der kun er 10 km fra Smolyan til Pamporovo. Men der var så meget sne så vi aldrig havde troet det var muligt der kunne ligge så meget. Der lå nok 30-40 cm på vejen. Sne der var tøet og så frosset og tøet og frosset igen. Huller på 30-40 cm dybde som man sneg sig udenom. Snevægge på begge sider i flere meters højde. Vi følte ikke vi trak vejret før vi var nede på almindelig vej igen. Men hvor var der smukt. Nu ved vi hvorfor man siger ”bjergtaget” nå man virkelig mangler ord til at beskrive noget stort.
Endelig så vi Luba og huset
Vi kørte først ned på kontoret hvor vi endelig mødte Luba. Det var fantastisk dejligt. Endelig var der ansigt på den person der var kommet til at betyde så meget for os. Vi havde taget en lille gave med til hende. Det blev hun meget rørt over, det havde hun ikke lige prøvet før.
Så skulle vi lige et sted hen og have kaffe. Vi var simpelthen ved at gå til. Vi ville se huset nu. Det viste sig at grunden til at vi ventede var at de gerne ville at solen kom frem så vi så stedet fra sin allersmukkeste side. Endelig var der lidt hul i skyerne og vi kunne komme af sted. Vi kørte i en Lada Niva – det er en firhjulstrækker – jeg ved ikke om der er fjedre i dem fra ny af, men den her var ganske uden. Først skulle vi hente ejeren. Han insisterede på at køre. Lidt pudsigt, men sådan var det altså bare. Så kørte vi ellers opad (og ud af byen) og opad og opad indtil det ikke var muligt at komme længere på grund af sneen. Så var det ellers bare om at vade af sted i sne der var så dyb at vi sank i til midt på lårene. Det var enormt hårdt. Vi gik nok en times tid og endelig var vi der. Nu burde vi jo have været ovenud begejstrede, men vi var noget overraskede over at det lå på toppen af ingen-mandsland. Vi var blevet garanteret at det lå i gåafstand fra byen og at det var omgivet af naboer. Der var da også et par huse lidt neden for, men de var kun beboet om sommeren. Og det med gåafstanden. Alt er jo selvfølgelig relativt, men der var mindst en til halvanden times gang nedad/opad et bjerg for at komme til og fra byen. Det ville kræve bil at have huset. Så var vi nok også lidt overraskede over størrelsen. Havde lidt svært ved at se hvordan det skulle kunne være 90 m2. Nå men først skulle vi have gravet huset fri, så vi i det hele taget kunne komme ind og se det. Det tog så yderligere en times tid. Vi var temmelig bekymret for ejerens helbred. Han havde astma og havde tydeligt problemer med at klare strabadserne.
Langt om længe kom vi så ind i huset. Vi var rystede. Det var lillebitte. Lillebitte! Der var ca. 185 cm til loftet. Det der på billedet havde lignet fliser på badeværelset viste sig at være linoleum. Det var ikke en gang skåret til rundt ved toilettet, men gik et godt stykke op ad kummen. Køkkenet var mindre end lille. Vi vidste det ville være lille, men det var mindre endnu. Den stue vi havde forestillet os at sidde foran pejsen og hygge os i var måske 16m2. Det er ikke meget når der kun er 185 cm til loftet og der så er pejs. Værelserne ovenpå var som ventet små, men reposen hvor vi regnede med der kunne være en ekstra seng var alt for smal. Vi var målløse. Vi var rystede. Vi var frustrerede. Og vi var mest af alt så skuffede så det kendte ingen grænser.
Hvad gør vi?
Skuffelsen må have været tydelig at læse i vores ansigter. Marion forsøgte sig med det sædvanlige "nå hvad synes I?" hvad pokker skulle vi svare? At vi havde mest lyst til at tude? Vi svarede lidt henholdende. Vidste helt ærligt ikke hvad vi skulle sige og gøre. Vi havde brug for at sunde os. Brug for at tænke os om. Brug for ro til at finde ud af hvad pokker vi ville gøre.
Vi kørte ned til kontoret igen, hvor vi så skulle aftale det videre forløb med Luba. Vi blev enige om at få hentet vores kufferter på hotellet i Pamporovo og flytte ned til Smolyan. Vi ville få brug for at være meget i byen idet vi skulle have oprettet et selskab - det er et krav for at få lov til at eje ejendom - vi skulle også oprette en udenlandsk bank-forbindelse og vi skulle have tingene omkring købet til at falde på plads, så det ville blive for besværligt at køre frem og tilbage mellem Pamporovo og Smolyan hver dag og måske flere gange. Det tog små 3 timer at komme de 10 km frem og tilbage.
Vi blev indkvarteret på et rigtig dejligt hotel få meter fra ejendomskontoret. Det havde alt hvad det andet havde manglet. Det var helt nyrenoveret, så alt var jo også så pænt som det kunne være.
Der var en rigtig dejlig lille restaurant på hotellet. Den skulle blive base for en hel del drama de næste 3 dage.
3 dage der bød på ufattelige skuffelser, men som også blev starten på nogle helt fantastiske venskaber.
Selv om vi denne aften havde mest lyst til at grave os ned, havde vi aftalt med Luba og hendes mand at vi skulle ud og spise sammen med dem. Lubas mand, Georg, talte ikke engelsk. Han forstod en smule, men alt foregik gennem Luba. Det var en rigtig sjov og hyggelig aften.
Næste dag, efter en søvnløs nat, blev vi enige om at sige nej til huset. Det var ganske enkelt for småt til os. Vi var godt klar over at vi stod for at ville miste 20.000 kr - det beløb vi havde betalt i depositum og som ville være tabt hvis vi sagde nej. Det var svært. Vi havde ikke råd til bare uden videre at sige pyt til de penge, men på den anden side, at købe noget vi vidste ikke var det vi ville, det var endnu mere tåbeligt.
Englænderne
Vi havde taget nogle papirer med os hjemmefra på et dansk selskab som solgte ejendomme i Bulgarien og var på forhånd blevet enige om, at løb vi ind i problemer vi ikke så os i stand til selv at tackle ville vi kontakte dem og bede om hjælp. De gav os det råd at kontakte en lokal advokat og se om han kunne hjælpe os med at få pengene igen, men sagde også at det nok ville blive meget vanskeligt.
Nu var beslutningen truffet. Det var ikke ensbetydende med at humøret var steget. Tværtimod. Det var ligeså trist, gråt og kedeligt som der hvor vi befandt os. Vi synes alt omkring os var gråt, grimt og deprimerende. Byen som vi havde haft så store forventninger til, bl.a. pga. Lubas udsagn om at det var det smukkeste sted på jorden. Luba havde i sin egenskab af tidligere jo set en hel del af verden, så det taget i betragtning måtte der være smukt i Smolyan. Vi kunne ikke se det. Vi kom til at hade byen. Det er svært at sige om vi ville have haft de samme negative følelser for stedet hvis nu huset havde været hvad vi forventede, vi ved det ikke, det er svært at svare objektivt på det spørgsmål.
Om aftenen ville vi spise i hotellets restaurant. Det var begrænset hvad vi snakkede. Måske derfor var det nemt at høre hvad der blev talt om ved nabobordet. Der sad fire englændere. Det blev ret hurtigt klart at de havde været igennem de samme skuffelser som vi havde. Vi tog et sats og spurgte om vi måtte være med ved bordet, at vi ikke havde kunnet undgå at høre hvad de snakkede om og at vi kun alt for godt kendte til det de snakkede om. Det vidste sig at være den helt rigtige beslutning. I de fire dejlige mennesker, Nicole og Ryan samt Stewart og Lynn, fandt vi nogle helt unikke venner. Vi var i samme båd. Vi var bange, vi følte os snydt, vi var langt hjemme fra hverdagens trygge rammer, vi vidste ikke hvad vi skulle gøre og frem for alt, skulle drømmen opgives eller skulle vi kæmpe videre. Da vi tre dage senere tog tårevædet afsked var vi ikke i tvivl om, at det at vi havde mødt hinanden havde gjort at vi havde fået troen på drømmen igen og at uden hinanden ville eventyret i Bulgarien være sluttet endnu inden det var begyndt.
Pengene tilbage eller…
Vi blev ret hurtige enige om, at vi var stærkere når vi var tre par der stod sammen end når vi kæmpede enkeltvis. Således ved godt mod gik vi på ejendomskontoret og gjorde vores krav gældende. Det var enkelt. Vi ville have lov til at tage op og måle huset op. Vidste det sig at være mindre end de 90 m2 der var lovet os, forlangte vi at få vores depositum tilbage og blev der noget vrøvl så stod der advokater klar til at hjælpe os. Det sidste var en sandhed med modifikationer, men vi satsede hårdt.
Så tog vi ellers den trælsomme tur op til huset en gang til, denne gang forsynet med den tommestok vi skulle have brugt til at måle med når vi skulle tage stilling til hvad der skulle renoveres. Der blev målt og der blev regnet og uanset hvor large vi var, var resultatet på nedslående 45 m2.
Med dette bevis gik vi på kontoret, nu sammen med flokken, og krævede pengene tilbage. Det ville være lyv at sige at vores hjerter ikke galoperede af sted. Der stod trods alt meget på spil. Vi vandt. Vi fik samtlige 20.000 kr. udbetalt i kontanter. Vi var euforiske. Pludselig havde alt forandret sig. Ikke at vi fandt byen kønnere, men humøret var steget adskillige grader.
En uforglemmelig bustur
Mens dette drama udspillede sig – det strakte sig over flere dage – kæmpede vi videre for at finde det hus vi gerne ville have. Vi så huset i Smolyan om søndagen og blev allerede der enige om ikke at ville have det. Vi fik lov at benytte ejendomskontorets computer til at se om der var andre huse vi ville se. Vi fandt et par stykker i nærheden af Plovdiv. Vi var blevet enige om at søge tættere på Sofia for at undgå al for lang transporttid hver gang vi skulle derned. Vi må nok indrømme at snemasserne og besværlighederne havde overrasket os endda noget.
Luba hjalp os med kontakten til kontoret i Plovdiv og traf aftale med dem om, at vi ville komme næste dags formiddag. Vi skulle med bus og den skulle efter planen være i Plovdiv kl. 11.00. Efter planen. Den holdt bare ikke ret længe. Mandag morgen da vi stod op var der faldet yderligere 30 cm sne i løbet af natten. Det er som bekendt nok til at vi i Danmark går fuldstændig i stå og at al udkørsel frarådes. Og vi skulle med bussen. Vi troede nok ikke på den ville køre, men vi tog ned på rutebilstationen. Her holdt busserne klar til afgang. Der skal altså mere end sådan en sjat sne til for at afskrække en bulgarsk buschauffør. Af sted det gik. Vi sneglede os af sted. Vi sad noget anspændte, vi er jo ikke vant til snekørsel på den måde. På vej til Pamporovo bumpede vi afsted i sneglefart. Pludselig lød der et ordentlig brag og bussen stod stille. Vi var overbeviste om at det var et af kæmpehullerne vi var røget i. Det viste sig at være meget værre. Bussens bagaksel var knækket. Efterfølgende kan man jo så godt glæde sig over at vi ikke kørte hurtigere. En ældre passager i bussen fik os forklaret at der var ringet efter en ny bus, men at det jo selvfølgelig ville tage lidt tid. Vi vidste ikke vores levende råd. Vi skulle jo i kontakt med dem i Plovdiv, men hvordan. Vi fik fat i Luba der lovede at informere om at vi blev ca. en halv time forsinket. Det var det vi havde fået at vide. Vi blev også en halv time forsinket plus lidt mere. Vi har siden lært at det med tid og tidspunkter – ja det kommer sig altså ikke så nøje. Den bus der hentede os var iskold. Det var som om varmeapparaterne slet ikke virkede så vi var godt forfrosne da vi langt om længe ankom til Plovdiv.
Der stod vi så, ret fortabte kan vi godt sige, med et skilt foran os, hvor der var skrevet et navn på bulgarsk. Vi kunne ikke selv læse hvad der stod så vi var ret hjælpeløse. Heldigvis havde ejendomsmæglerne fra Plovdiv været meget tålmodige og ventet på os. De havde ikke kunne få nogle oplysninger på rutebilstationen om forsinkelsen, men vidste jo vi ville komme.
Iva og Peter
Det var vores første uforglemmelige møde med Iva og Peter. De bød os velkommen, hørte vores historie om skuffelsen i Smolyan – hvilket de tydeligvis var trætte at på ejen-domskædens vegne, det satte jo den i et dårligt lys. De spurgte om vi havde noget imod at de havde tilrettelagt turen, således at vi brugte færrest mulige kilometer på at køre rundt, vi skulle jo afregne pr. kørt km. Så havde de printet informationssiderne ud på de huse vi havde spurgt på og sagde, at skulle vi nå det så var vi desværre nødt til at køre med det samme. Det var professionelt og kompetent vejledning. Herligt. Lige hvad vi havde brug for.
Rundturen
Det første hus vi så var rædselsfuldt. Det var et stort skrummel og der stod ragelse overalt. Et ældre ægtepar boede i et lille anneks (summerkitchen) der hørte til huset. Her stod en kakkelovn og dampede løs. Ovenpå stod en gryde med mad og kogte. Det lugtede surt og indelukket af kål og løg. Ikke charmerende. Udsigt var der heller ikke noget af, for igen viste vejret sig fra den mest deprimerende grå og trøstesløse side. Det vil sige. Et eller andet sted i de grå masser var der et eller andet udefinerbart. Noget… - turen til og fra byen kunne vi godt forestille os ville være smuk en sommerdag, for den gik gennem frugtplantager og vinmarker.
Videre til næste hus. Det lå i stik modsat retning. I det område så vi 4 huse. De havde valgt et mere ud for os, som de mente vi kunne være interesserede i. Det var en perle. Lige sådan noget vi havde drømt om. Men. Turen ud til de huse havde været rigtig trist. Vi kørte forbi endeløse industriområder, hvor det så ud som om bygningerne var ruiner. Grå beton med rusten jern og knuste ruder overalt. Så var der også det minus at der var fladt. Uendeligt fladt. Hvis en hare hoppede 5 km væk ville man kunne se ørene hoppe på den. Det var så ærgerligt. Der var krise. Vi var uenige. Den ene ville pga. huset – den anden ville ikke pga. manglende udsigt. Udsigten vandt. Det var trods alt det der var vores mål. Et lille hus i bjergene hvor vi kunne sidde og drikke et glas rødvin mens vi nød udsigten.
Rundturen tog 5 timer. Vi nåede lige tilbage til rutebil-stationen til bussen skulle køre og så tog vi ellers den næsten 4 timer lange bustur retur til Smolyan. Da vi kom tilbage til hotellet var vi godt trætte. Vi havde været på farten i 13 timer og alt hvad vi havde fået var en banan og ½ liter cola til deling.
Englænderne ventede spændt på at høre om vi havde fundet noget men vi måtte skuffe dem. Det vi søgte havde ikke været der.
Hjem til Danmark
Et par dage efter skulle vi så hjem. Den sidste dag var vi på hotellet i Pamporovo for det var der vi skulle af sted fra næste morgen. Heldigvis fik vi set landet fra sin smukkeste side. Solen skinnede fra en helt blå himmel den dag og vi fik et glimt af, hvad det er skifolket er så begejstrede for. Det var så smukt så smukt.
Næste morgen da vi kørte til lufthavnen var alt gråt igen. Vi sad i bussen og småsov, men jeg havde ikke ro. Der var noget der blev ved med at rumstere inde i hovedet. Et utydeligt billede af et bjerg og tanken om et smukt område. Jeg var nødt til at sige det. Sige at jeg troede at det første hus som vi på det bestemteste havde kasseret skånselsløst måske var det vi ledte efter. For der var noget. Noget udefinerbart som trak.
I lufthavnen sad vi og lavede en masse tegninger over hvad der kunne gøres ved huset, hvis det skulle være det.
Beslutningen taget
Hjemme igen diskuterede vi i en uendelighed. Skulle vi eller skulle vi ikke? Vi fik et overslag over hvad renoveringen ville koste og vi fik forhandlet prisen ned. Og traf beslutningen. Det var det vi ville have! Den beslutning indebar at vi var nødt til at tage af sted igen. Vi havde ikke oprettet et selskab da vi var af sted. Hvis skæbnen ville at vi ikke skulle finde det hus vi kunne lide var der ingen grund til at bruge penge på at oprette det. Vi havde af samme grund heller ikke oprettet en udenlandsk bankkonto.
Selv om alle beslutninger var taget, var vi alligevel uhyggelig tæt på at aflyse få dage før. Vi fandt et andet hus på nettet. Det lå i samme område. Det var faktisk større end det andet. Det var helt nyrenoveret og det var billigere, så der var egentlig ikke noget at tøve for. Og dog. Ligegyldig hvor mange billeder vi fik tilsendt af huset så manglede vi altså udsigten. Vi var i livlig dialog med England (det var et engelsk ejendomsmæglerfirma) og de gjorde hvad de kunne for at forsikre os om at der var bjerg og at de var smukke. Jeg var ikke overbevist. Der manglede også noget ved huset. Guderne skal vide det andet var et gammelt skrummel og at der manglede både det ene og det andet, men det havde altså noget – noget som manglede i det nyrenoverede. Vi lod intuitionen råde og valgte det gamle, men beslutningen var så tæt på at vi snakkede med englænderne lige kort før midnat som vi skulle af sted om natten. Vi skulle jo give besked om hvilket hold ejendomsmæglere der skulle hente os.
Ustina vandt.
|
Historien
Links
