Det har været en lidt urolig nat. Der var en bilalarm et eller andet sted der bare blev ved og ved og selv om man sover godt trænger lyden altså ind og vækker en.

Huset har summet af aktivitet her til morgen. Der er blevet nusset og puslet og fejet og fundet møbler frem. Den store dag er kommet. Vi skal vises frem for Dushko og Nevenas børn - eller er det omvendt? Nevena glæder sig i hvert fald som et lille barn.

Det var synd for Nevena, for hendes børn kom temmelig meget senere end de havde sagt. Det endte med at vi bare begyndte at spise og var næsten færdige da de kom.

Deres yngste datter er kun 22 år og kunne godt snakke engelsk. En rigtig sød pige, så vi fik endnu en gang kommunikeret lidt på tværs. Babyen, Ana, var selvfølgelig lige så dejlig som forventet.

Pigerne have en melon med til dessert. Hele melonen blev selvfølgelig skåret op og sat på bordet. På et tidspunkt lettede halvdelen af kernerne! Der er så mange fluer her, så man skal have oplevet det for at fatte det.

På engelsk/bulgarsk fortalte svigersønnen os om en masse byer, der var værd at besøge. Ærgerligt han ikke kan engelsk. Jeg tror han vil være smadderinteressant at snakke med.

Der var stegende hedt. Så’n virkelig kan-næsten-ikke-trække-vejret hedt. Der kom også lige 10 dryp, da de var ved at bryde op.

Så havde vi lige en time for os selv, inden vi skulle til Plovdiv for at møde Iva og hendes mand Georg. Vi skulle ud og spise sammen med dem.

Vi mødtes foran kontoret og gik op af strøget og ind gennem parken, hvor de kendte et sted. Desværre var alt optaget. Vi endte nu et rigtig dejligt sted med lille springvand og levende musik. Maden var ikke det bedste vi har fået, men det var jo også mere for bare at se dem end at spise, vi tog af sted.

Vi fik snakket om rigtig meget, især om en ting der var vigtig for os, nemlig vores mistro til Gergana. Hun er slem til at love og ikke holde. Vi fik forklaret en masse ting om, hvordan deres procedurer og hieraki er hernede, så generelt gav aftenen nok større forståelse for begge parter. Hvorom alting er, så har vi en aftale med Iva om, at hun stille og roligt tjekker og holder øje med alting. Hun er uundværlig.

Vi fik en rigtig sød gave af hende og Georg. Nemlig et lille maleri fra den gamle bydel af Plovdiv og et lille træskrin som er beregnet til at have ringe i.

Det var meget sødt og rørende.

Det var første gang vi kørte hjem til Ustina i mørke, og selvom månen var fremme og lyste godt op, var der godt nok mørkt. Jeg var taknemmelig for, at vi ikke selv havde prøvet at finde herud den første aften.

Jeg kunne ikke falde i søvn, da vi kom hjem. For det første var der dræbende hedt. Lå bare ligeså stille og sveden løb af en. Så lå jeg og tænkte på alle de ord, vi alligevel har fået lært på bulgarsk og sidst men ikke mindst, var jeg pludselig smertelig klar over, at ingen overhovedet nogensinde vil få det her skrummel af et hus at se. Se det som det så ud, den vidunderlige tid vi var her. Stort, grimt, gammelt og hvor malingen falder af vinduerne, hvis man basker en flue på dem, men vores. Vores helt eget unikke hus i bjergene. Vores drøm.

Rigtig mange vil forhåbentlig få det at se når det er blevet renoveret, men det bliver aldrig det samme.