Så blev det efterårsferie 2006. Vi glædede os meget til at komme ned til huset. Der var så meget der var blevet lavet siden vi rejste derfra efter sommerferien. Køkkenet var gjort færdig med skabe og spartlede vægge. Halogenlys i loftet og lakeret gulv. Vi havde selvfølgelig set billeder derfra, men omvendt, så er vi nok nået til det punkt hvor vi aldrig mere tager et billede for gode varer. Vi vil se det ved selvsyn.

Gangen var blevet gjort færdig indvendig med gips på væggene, reposen var blevet lakeret, trappen var slebet og lakeret, gulvene ovenpå var lakeret og sidst men ikke mindst var det store vindue og træværket ved trappen lavet færdig udvendig.

Udover disse rimelig store ting, var der alle småtingene. Vi havde kun et ord på at det ville blive lavet, så vi var spændte – meget spændte.

Efteråret 2005 kontra efteråret 2006

Vi glemmer aldrig sidste efterårsferie. Glade og forventningsfulde ankom vi til et hus der skulle være renoveret efter alle kunstens regler og finder et hus der er mere eller mindre ødelagt af en sjusket håndværker. Vi var ikke fri for at have de tanker i hovedet da vi tog af sted i år. Nogle af skaderne fra sidste år var selvfølgelig allerede udbedret, men der manglede jo stadig meget. Det var dog en trøst at vide at vi denne gang havde en fordør i huset. En massiv jerndør som ikke sådan lige går til, men alligevel. Vi snakkede meget om, at uanset hvordan der så ud, så ville vi tage det som det var og glæde os over de fremskridt der var sket.

Alle vore bange forventninger blev gjort til skamme. Det var fantastisk. Det var så dejligt. Det var færdigt! Det var ubeskrivelig fedt at komme og opleve. Endelig. Endelig var det lykkedes.

Vi var så tilpas. Gik bare rundt og nød at se det. Vores hus. Vores dejlige hus i Ustina som nu endelig kunne indtages og gøres til mere end et hus. Det kunne gøres til vort hjem.

De sidste småting

Sidste efterår havde vi slæbt en masse lamper med fra Danmark. Det virker nok lidt tosset, men når det nu lige var dem vi kunne forestille os i huset. De kom jo ligesom ikke op sidste år, så det var et dejligt øjeblik da vi kunne finde dem frem og begynde at hænge dem op. Vi fik hængt fire lampetter op i gangen, og en stor lampe over spisebordet i køkkenet. Vi købte kirsebær-farvede træpersienner til køkkenet. Vi købte hvide lamelgardiner til det store vindue ovenpå og takket være et pænt sponsorat fra Greta og Leif fik vi det flotteste gulvtæppe på i stuen ovenpå.

Vi købte et skuffemøbel og et spejl til entreen. Pudsigt vidste det sig at være et dansk fabrikat. Vi fik også hængt gardiner op i gæsteværelset. Endelig fik vi også en række knage hængt op i gangen, så for første gang havde vi ikke jakker der flød overalt. En lille detalje, men dejligt.

Udover at få alle de ting hængt op fik vi også gjort rent. Undskyld mit jyske, men for helvede hvor har det været hårdt at gøre det hus rent. Hver gang vi er kommet derned har alt været tykt af håndværkerstøv og denne gang var ingen undtagelse, nok tværtimod. Denne gang var der slebet gipsvægge og slebet trætrappe, så det var bare overalt. Så vi gjorde rent. Vi skurede og skrubbede. Vi vaskede og vaskede og sled og slæbte, men denne gang gjorde det ikke noget. Der kommer nemlig ikke flere håndværkere nu og griser. En af de lidt hårde tørne var at gøre gulvet i gangen rent efter lakeringen af trappen. Der var myriader af små lak-stænk på samtlige fliser i gangen – især henne under trappen. Der var også en lak-kant rundt ved den fejeliste der var blevet sat op i gangen. Så der var ikke andet at gøre end ned på alle fire og ellers i gang med skuresvamp og terpentin. Det var hårdt. Bjarne samlede møbel og jeg skurede.

Uheldig

En ting var træls denne ferie. Jeg fik et hold i ryggen. Ved hvad? Noget så tåbeligt som at bøje sig ned for at tørre fødderne efter at have været i bad. Bang sagde det og så stod jeg ellers der i den alt for kendte ”jeg kan ikke rejse mig” stilling. For fanden da også. Det var bare ikke fair. Hvorfor nu. Jeg var dybt ulykkelig. Synes jeg ødelagde ferien og hvad man nu ellers kan tænke af negative tanker når man intet kan.

Vi fik ved vores søde nabo, Dimca’s hjælp fat i lægen. Han kunne først komme hen en gang i løbet af eftermiddagen, så hun kom med nogle piller jeg skulle tage indtil han havde været der. Jeg fik en sprøjte dan han kom. Hvis den ikke hjalp, skulle jeg komme næste dag og så ville han sætte en anden behandling i gang. Den hjalp heldigvis rimelig godt. Det var ikke ovre, men tåleligt. Denne min så uskønne let foroverbøjede holdning var ”skyld i” at jeg endte med gulv-tjansen. Jeg fandt nemlig hurtig ud af, at jeg havde det helt fint på alle fire. Det tog sin tid når jeg skulle op at stå, men der var jo også 25 m2 gulv der skulle skures, så jeg havde masser af tidJ Selv om det var en hård tjans var det fedt da det var gjort. Jeg tror måske at hvis ikke vi havde fået gjort det der, så havde vi nok stille og roligt affundet os med alle stænkene og håbet på de ville blive slidt af med tiden.

Annekset

Vi gjorde ikke alverden i annekset. Bjarne skurede gulvene derovre, men ellers lod vi det stå som det var. Hvor lidt og hvor meget vi kommer til et bruge det vil tiden vise. Lige nu er der gabende tomt derovre. Alt var jo fjernet fra huset da vi kom i sommerferien og der er nok andet at få købt, så det er kraftigt nedprioriteret. Bliver der brug for det har vi den oppusteligt seng, så der kan sagtens sove nogen derovre og badeværelset er også fint og færdig. En el-kedel i køkkenet og et par ekstra kaffekrus – mere skal der såmænd ikke til før der kan bo nogen der.

Udover huset

Nu var det jo ikke sådan at vi kun skurede og skrubbede i huset.

Vi var et par ture i Plovdiv. Bl.a. var vi inde, for at få betalt vores husforsikring. Vi var selvfølgelig også inde på ejendomskontoret og hilse på. Det var så godt bare at kunne gå ind og sige hej uden at der skulle diskuteres problemer, laves aftaler og hvad vi nu ellers plejer at skulle klare. Vi var der som venner af kontoret og fik en kop kaffe.

Vi gik lidt ture, desværre ikke på bjerget pga. min ryg. Var på restauranten adskillige aftener, men hyggede også vildt meget med bare at købe lidt in og lave lidt godt mad hjemme. Nød at se solen stå op over bjergene og ditto at se den gå ned. To dage sad vi ude og spiste frokost og nød at temperaturen sneg sig helt op på 38 grader! Fik en kold øl og et godt glas Rakia, mens vi bare sad og nød vores bjergudsigt.

Vi mødtes med Vladimir, Faik, Ivan og Vladimirs mor nede på restauranten og havde et par meget fornøjelig timer med dem. Vi var på en lille kort visit hos Slavka. Dimca var ovre et par timer en dag, så alt i alt – en herlig tur.

Hvad så nu

Selv om alt var godt og dejligt mangler der mange småting. De har ikke helt den samme opfattelse som os af, hvad færdigmalet vil sige, så vi vil have alt malet igen. Mange steder skinner det tydeligt igennem hvad der var før, så det vil blive pænt med et ekstra lag. Malingen der er brugt er ikke af en type som vi kender. Vi vil se om vi kan finde noget der minder lidt mere om det vi har herhjemme. Det må f.eks. gerne besidde de vaskbare egenskaber som vores maling gør. Der er stadig noget mur udenfor som ikke er færdig. De kan simpelthen ikke forstå hvad vi mener med at det ikke er færdigt. Set med deres øjne er det – set med vores øjne er det ikke. Der mangler også trærammer rundt om vinduerne og vi har et fugtproblem vi skal have løst. Vi har været bange for at det var taget der var utæt, men ved et nærmere eftersyn virker det som om det er en revne i ydermuren der forårsager problemet, men det vil tiden vise. De ting der er tilbage og skal laves er ikke mere end at det i bund og grund passer Bjarne rigtig godt. For ham er ferie jo at gå og småpusle med sådan noget.

Så det var den efterårsferie. Den har som de andre ferier i Ustina efterladt sine tydelige spor i sindet. Den her vil blive husket som den gang vi kom derned og huset var færdig. Den vil blive husket for den fede fornemmelse det var nede i maven og komme og se at vores lille paradis var det paradis vi inderst inde hele tiden havde troet på. At det var det sted vi vidste det ville være. Et sted vi altid vil elske.