Beslutningen om Ustina var truffet. Nu skulle der handles, og det skulle pludselig gå lidt stærkt. Så 3 uger efter at vi dybt nedslåede var kommet hjem fra vores første tur og egentlig havde mistet troen på at vores drøm skulle gå i opfyldelse sad vi atter i flyet på vej til Bulgarien. Vi skulle mellemlande i Prag denne gang. Vi var lidt spændte. Vi havde ikke rigtig prøvet at være på helt egen hånd før. Det havde altid været en eller anden form for charter vi havde været på og der bliver man jo som bekendt hjulpet hele vejen, men vi var på egen hånd.

Det gik ret hurtigt skævt.

I Kastrup lufthavn tjekkede vi tavlerne hele tiden og ventede utålmodigt på at ”go to gate” skulle komme ud for vores flynummer. Den besked der endelig kom, var desværre ”delayed”. Vi kunne hurtig regne ud, at med den forsinkelse der var sat på, så ville vi få alvorlige problemer med at nå forbindelsesflyet i Prag. Endelig sad i utålmodigt ventede i flyet, der var stadig tid, men det trak ud, så vi skulle være mere end heldige hvis vi skulle nå det videre. Det eneste positive var at vi var blevet opgraderet til 1. klasse pga. forsinkelsen. Det ar til gengæld også dejligt. Vi blev rigtig serviceret og forkælet. Men – vi nåede ikke flyet i Prag. Vi løb og maste os ellers igennem, men der var ikke noget at gøre. Så vi var strandede i Prag lufthavn og blev automatisk overført til den næste afgang – 7 timer senere! Det er ulidelig lang tid at vente i en lufthavn, i hvert fald når alle nerver de sitrer fordi man ved der bare står banker, advokater, ejendomsmæglere og venter på en i den anden ende. Det var en ret stressende oplevelse. Nå, men tiden gik jo og langt om længe kom vi til Sofia. Da var klokken også blevet midnat og alle de aftaler der var for den dag vor jo skredet.

Hektisk dag

Til trods for at vi først var på hotellet godt to om natten var vi oppe og klar til at møde ejendomsfolkene kl. 09.00. Der ventede os en travl dag. Vi skulle have oprettet et selskab. Det er en nødvendighed, hvis man skal eje såvel hus som grund. Man kan godt købe et hus, men ejer så ikke grunden, hvis man ikke har et selskab. Vi skulle også i banken og have oprettet konto og endelig skulle vi til notar for at have alle papirerne godkendt, underskrevet og tusind ting mere. Vi gik fra kontor til kontor. Fra bank til kontor. Tilbage igen. Snakkede med advokater, snakkede med notarer, talte med tolke etc. Endelig kl. 21.00 om aftenen var papirerne klar. Vi var nu blevet til selskabet ”Family Kristensen Ltd.” ejer af huset i Ustina. Det var en stor dag. Vi var trætte, overtrætte, overgearede og lykkelige.

Ud til huset

Dagen efter skulle vi ud til huset sammen med ejendoms-folkene (vi havde også været der dagen før) og en bygherre. Vi skulle gennemgå alt det der skulle laves om. Det var en meget omstændig proces. Vi havde jo vores helt egen forestilling om, hvordan det hele skulle laves og det var ikke altid den harmonerede lig godt med bygherrens. Bla. kendte hverken han eller folkene fra ejendomskontoret til at man maler på træ. Træ lakerer man. Nej tak, vi vil gerne have det male hvidt. Det var der så utallige diskussioner om. Men langt om længe var vi færdige.

Vel tilbage i byen var der tid til at gå ned på strøget og få en fadøl. Selv om det kun var slut marts, var vejret så mildt at man kunne sidde udenfor i skjorteærmer og nyde et helt tidligt forår. Luksus. Tre uger før havde vi været ved at blive væk i snemasserne.

Til reception

Vi var også lidt på shopping. Vi var blevet inviteret til reception hos folkene fra ejendomskontoret. De lokaler de havde, var helt nye og i den anledning afholdt de en reception. Vi købte en lille gave til dem. Det var svært at vide, hvad der var tradition for, men vi bestemt os til at gøre som vi ville have gjort i Danmark. Vi købte en lille skål der passede i farverne til lokalerne og fyldte den med chokolade.

Vi havde ikke spist noget inden vi gik derhen. Det ville jo være pinligt, hvis der var masser af mad og man så ikke kunne have spist noget. Der var fint dækket op med lidt lækkert mad, chips og masser af vin og spiritus.

Vi havde en lidt speciel oplevelse, for lige pludselig kom nogle af folkene fra ejendomskontoret i Smolyan. Nu var vi jo ikke skiltes som de bedste venner og bossen for afdelingen blev da også noget stram i masken da han så os. Han fortrak ret snart til køkkenet og der blev han så til vi var taget hjem.

Vi tog ikke ret sent hjem, vi vidste jo vi havde en lang og hård dag i vente næste dag, for da gik det hjemad igen.

Hjemme igen

Peter kom og hentede os for at køre os til lufthavnen. Jeg tror ikke det var helt smart han kørte. De havde virkelig festet igennem til kl. 05 om morgenen og han var inde og hente kaffe og Red Bull for at klare turen. Det var ikke altid lige sjovt at køre 150 på motorvejen, når det så ud som om chaufføren sov. Men vi nåede velbeholdne såvel Sofia som Kastrup som endestationen i Harlev. Godt trætte. Det havde været nogle hårde og begivenhedsrige dage. Og vi var nu de lykkelige ejer af et hus i Bulgarien.