 Startside
 Danmark
 Historien
 Ustina
 Links
|
Påsken 2007 - uge 1
Vel ankommet til Bulgarien
Flyveturen gik fint. Vi fløj til Bourgas denne gang. Vi blev hentet af en sød fyr fra Penguin Travel som havde vores lejede bil parat. Og af sted det gik. Bjarne og Erik forrest. Bjarne bag rattet – Erik med kortet.
Det var ret morsomt. ”Hva’ fa’n det står jo kun med kyrilliske bogstaver på vejskiltene” Ja nemlig Erik, velkommen til Bulgarien.
Det var på mange måder en pudsig oplevelse at køre strækningen Bourgas-Plovdiv. Godt nok var landskabet anderledes end det vi kender fra Sofia og til Plovdiv. Det var mere fladt og der var utallige vinmarker, men ellers var scenariet jo velkendt for os. Men bestemt ikke for Inge og Erik. Jeg vil gætte på de havde det nogenlunde som os, da vi første gang så det. Rystet over fattigdommen og forfaldet. Det er så meget sagt at vi ikke længere ser det, for selvfølgelig gør vi det. Vi har bare i et eller andet omfang vænnet os til at sådan er det – det er jo Bulgarien.
Køreturen var lang og egentlig havde vi besluttet bare at køre – at komme ud til huset, men vi fortrød, så vi gjorde holdt for at få lidt at spise og drikke. Og salige fryd – en iskold øl og en gang Shopska salat. Nu var vi her.
Mens vi spiste kom der en politibil, som lavede kontrol af kørekort og diverse andre ting. Efter vi havde spist var det så videre mod Plovdiv. Denne gang kom vi så ind i byen fra en ny side. Efter lidt køren rundt fandt vi vej mod Ustina. Vel ankommet til huset, viste vi Inge og Erik rundt – de valgte at sove i den gamle seng. De fik udleveret sengetøj, så de kunne få redt seng inden vi gik ned på vores restaurant for at spise.
Mandag
Mandag var vi rundt i forskellige butikker for at handle nogle ting. Vi havde på forhånd bestilt en ekstra gasvarmer. Det viste sig at de havde 50% på nogle andre modeller, så vi valgte en af dem i stedet. Vi købte samtidig en brændeovn. De havde pakket dem væk, så vi måtte på lageret og se dem. Fin lille ovn som vi sagde ja til. Så var der lige det med at få det hele ud til huset. Erik og Bjarne bestemte sig for at tage det med i bilen så kunne Inge og Anette pænt tage bussen hjem.
Erik og Bjarne nåede først hjem, og da bilen var tømt var det tid til en velfortjent kold øl.
Tirsdag
Tirsdag gik turen igen til Plovdiv. Denne gang ikke for at handle, men for at nyde byens seværdigheder. Vi var ikke kommet så tidligt op, så det var frokosttid da vi kom derind. Vi besluttede ret hurtigt at det var tid til noget frokost. Desværre er vores gamle favoritsted lavet om, så det er ikke længere spor charmerende, så vi valgte bare et af de andre steder. Inge og Erik havde været ret hurtige til at finde ud af hvorfor Shopska er så populært, så selvfølgelig kom der sådan en portion på bordet. Generelt spiser man supergodt uanset hvor man går ind i byen – vi har i hvert fald ikke været uheldige endnu.
Efter frokost gik vi i den gamle by. Den er beundringsværdig smuk og jeg tror aldrig vi bliver trætte af at vise den frem. Man bliver heller ikke lige træt af at sidde ved Arenaen og nyde en drink.
Selv om det nu ikke var en shoppingtur blev det alligevel til en skindjakke til både Bjarne og Inge, og Anette købte et lille forklæde som skal bruges til bulgarsk dans.
På vej ned mod bussen blev vi nødt til endnu en gang at gøre holdt. Vi ville lige have en kop kaffe og et stykke kage. Og det fik vi så. Vi burde have anet uråd da serveringsdamen spurgte om vi skulle have et stykke eller om det var en hel tallerken. Selvfølgelig var det en hel tallerken. Vi havde jo lige set i menukortet hvor fint det var anrettet med forskellige småstykker, frugt, cremesaucer og andre lækkerier. Lidet kunne vi ane at tallerkenerne var så store at de dårlig kunne være på bordet. De var megastore. Vi spiste så meget kage så vi var ved at blive dårlige. Vi gav simpelthen op. Jeg havde aldrig troet det skulle ske, men det gjorde det.
Onsdag
Onsdag kørte vi til Mirakel-broerne. Vejen dertil er ganske rædselsfuld. Den er smal, den er undermineret, der er ingen udsyn, der er skrækkelig langt ned, der er store stenskred – den er en gyser. Men turen er det hele værd. Det naturfænomen er for fantastisk til ikke at besøge. Inge og Erik var som os ganske benovede over det. Det kom meget bag på at hvor koldt der var. Vi var bare i almindelige sko og jakker og det var en overraskelse på vej op da vi så småt begyndte at køre i lidt is og sne. Vi havde ikke lige tænkt på at selv om foråret var lunt og dejligt nede i dalen, ja så var vi ganske højt oppe og temperaturen var en ganske anden. Vi møg-frøs. Men det betød intet.
En pudsig lille ting der viser hvor hurtigt det hele går var, at sidste sommer da vi var der med Vladimir og Peter gik vi bare derhen, denne gang skulle vi betale entre. Jo turister er lig penge.
På vej tilbage besøgte vi det kloster ved Assenovgrad som vi havde besøgt med Gergana og hendes forældre. Vi gik selvfølgelig også turen op til vandfaldet og nød skønheden her. Inge og jeg fik det største grineflip vi har haft i årevis. Generelt var dagene med Inge og Erik præget af latter. Gang på gang brød vi sammen af grin, vi lo af de samme ting, havde samme humor og kunne grine af hinanden på bedste vis uden at nogen blev fornærmede, tog det for det grin det var. Jeg tror ikke jeg har grinet så meget de sidste 10 år. Det var bare fedt. Men her ved klosteret gik det da helt galt. Det var noget så banalt som et mannatræ det var skyld i det hele. Inge kendte slet ikke til det med at spise manna – kedelig barndom hvis man aldrig har prøvet detJ - men vi fik hende overbevist om at den var god nok – prøv bare. Det gjorde hun. Hun var ikke udpræget begejstret og ville spytte det ud igen. Det gik ikke så godt. Hun spruttede og spruttede og det eneste der skete var at grøn halv-tygget manna løb ned over hagen på hende. Jeg troede aldrig vil skulle få holdt med at grine.
Torsdag
Torsdag havde vi snakket om at køre til Rila-klosteret med blev enige om at turen var for lang til en enkelt dag, så vi besluttede bare at gøre det til en drivedag med en tur på bjerget og så ellers ingen ting. Erik hjalp Bjarne med at hænge de lamper og som vi møjsommeligt havde slæbt derned.
Vi spiste selvfølgelig nede på restauranten en del gange og vi må sige at Erik var en særdeles gavmild gæst. ”Det koster jo ingenting – jeg gi’r” og protester var nytteløse. ”Nyd nu bare at jeg gi’r – tor mig det sker ikke ret tit”. Så det gjorde vi. Den sidste aften dernede blev vi enige om at vi skulle have Rakia til salaten. Erik og Anette fik en ekstra for det smager jo herligt. Så vin til maden, så Mastika bagefter – så gik Anette behørigt fulgt at Inge. Bjarne og Erik blev og fik en øl. Det skulle de nok ikke have gjort. Næste dag måtte de jo lidt slukørede erkende at de faktisk ikke vidste om de havde betalt før de gik. Vi blev enige om at havde de ikke, hørte vi det nok næste gang vi kom derned.
Fredag
Så var det slut på en dejlig ferie med Inge og Erik. Fredag kørte de til Bourgas, hvor de, de sidste to dage, ville køre lidt rundt i den del af landet og se hvordan der så ud.
|
Den anden uge i Ustina
Søndag og mandag
Onsdag
Torsdag |
