Startside

 Danmark

 Historien

 Ustina

 Links

Påskeferien 2009

Fredag den 3. april

Endelig! Påsken var efter 8 måneder uden ferie længe ventet. Noah og Maria kom sammen med Alexander og spiste fredag aften. Thomas var taget ti Las Vegas om formiddagen og Benjamin var til fest.
Vi tog toget allerede 23.00. Vi skulle tjekke ind så tidligt at næste tog ikke var tids nok. Vi kom til Kastrup kl.03.00 – tjekkede selv ind i en automat, men kunne ikke få udskrevet bagage-strimmel, så vi sad og ventede på en af de elendige stole udenfor til kl. 05.00 hvor vi endelig fik tjekket ind.
Sad i flyet klar til afgang kl. 07.40 for så efter 30 min. at blive jaget fra borde. Der var et problem med det hydrauliske system. Vente - vente – skulle vi omdirigeres eller hvad? Ingen kunne få svar. Det var dybt frustrerende. Endelig kl. 11.50 røg vi af sted. Var i Wien kl. 13.00, kunne gå direkte til gate C60 og i flyet til Sofia der afgik kl. 13.40.  Det gjorde det også, men uden os. Vi var nemlig først blevet omdirigeret til et fly kl. 20.05! Nedtur. Ventetiden var ulidelig lang. Vi vidste at når vi kom til Sofia, så var sandsynligheden for at vi kunne komme videre meget lille. Hva’ så? Vi sms’ede til Michael og Hjördis og bad dem tjekke bus- og togplaner. Det var nedslående. Næste mulighed for at komme til Plovdiv var kl. 07.00 søndag morgen. Så kom der en sms, at en af Michaels brors venner ville hente os i lufthavnen og køre os til et billigt hotel, hente os søndag morgen og køre os til Ustina. Fantastisk. Men, for der var et men, vi havde jo ingenting med os til en overnatning, og tanken om en overnatning uden så meget som en tandbørste var egentlig ikke helt rar. Så jeg greb chancen og ringede til vennen. Var det mulighed for at han ville køre os til Ustina om aftenen når vi landende? Det ville han da meget gerne. Så Toshko det søde væsen, hentede os, kørte os til Ustina, og mere end trætte – men ufattelig taknemmelige – tumlede vi i seng søndag morgen kl. 02.30 – da var det alt andet lige nogen timer siden vi var stået op og gået på arbejde fredag morgen. Vi havde et tør pakke rugbrød, lidt marmelade og en flaske rødvin i skabet, så vi fik et kongemåltid inden vi gik i seng.

Søndag den 5. april

Søndag ”morgen” kl. 11.00 kom Bjarne og spurgte om jeg skulle sove hele dagen. I princippet nej, men jeg kunne godt have sovet videre.
Bjarne havde morgenmaden klar og vi spiste ude i solen. Herligt. Frokost og eftermiddagskaffen blev også indtaget udendørs. Ellers gik dagen inden døre. Edderkopper og des lige havde været ret aktive siden vi var her sidst, så det tog hele dagen at gøre huset rent, men nu dufter alt også rent og frisk. Dagslyset afslørede ikke andet end skidt. Ingen vandskader – ingen problemer. Dejligt. Det har været en hård men dejlig dag. I eftermiddags nåede temperaturen op på 40 grader på terrassen.
Til aftensmad lavede vi kylling og salat.

Mandag den 6. april

Vejret var helt anderledes i dag. I formiddags var der lige et par timer med sol, men ellers har det været overskyet.
Gergana kom over middag sammen med 2 håndværkere. De skulle sætte nyt vindue i annekset. Det var fantastik dejligt at se Gergana igen. De par timer håndværkerne var her, sad vi bare og snakkede om løst og fast med hende. Det har vi aldrig helt haft mulighed for før.
Det var en fornøjelse at se det arbejde de to håndværkere lavede. Ingen tvivl om, at de kunne deres kram. Når skumfugen er helt tør, skal vi selv fuge efter og Bjarne skal selv lave murer-arbejdet inde i værelset.
Vi var også en tur på bjerget, bare lige for at få rørt os lidt.
I formiddags beskar vi en af de helt store roser og fjernede en af de andre helt. Den havde ikke overlevet den sidste flytning. Vi har også taget et par grene på ferskentræet, men er lidt nervøse ved at beskære det.
Vi ville have spist på restauranten om aftenen, men blev snydt, for der var lukket, så vi lavede selv en ordentlig portion salat hjemme i huset.

Tirsdag den 7. april

Der er dage, og så er der dage. I dag er en af de sidste.
Vi tog bussen til Plovdiv kl. 9.30. Gik direkte på ejendomskontoret. Skulle se om de havde originalerne på vores grund i Banevo. Have vores firmastempel tilbage og have adressen til det kontor, hvor der skulle betales vægtafgift. Det burde være let! Men – det med papirerne skulle undersøges. Så var der en ny lov for registrering af firmaer på nettet. Det skulle udskrives/underskrives. Der skulle skrives under på at vi havde fået vores eget stempel igen. Og så var der lige den der adresse… Den fik vi. Det var i den anden ende af byen. Tilbage igen – vi havde lige gået der. Der var så en times kø. Det viste sig at være til et andet kontor end det vi skulle ind på, men de lukkede folk ind i hold. Det var så der forkerte kontor da det kom til stykket. Vi hørte under Region Rodopi, så vi skulle til en helt anden adresse. Den var så ikke ret langt fra ejendomskontoret, så vi tog turen en gang til. Fandt det langt om længe. Så skulle de have en kopi af papirerne. Havde vi det? Nej. Ned i en butik og få taget kopier. Tilbage igen. Aha – der var ikke betalt for 2008. Det koster dyrt! Hva’? Fat i ejendomskontoret, men det vidste de ikke noget om. Grr. Betalte 166 Leva i straf og 12 Leva i vægtafgift. Surt af h. til! Forleden havde vi lige betalt 135 Leva i straf for strøm der ikke var betalt rettidigt i 2006! Fanden stå i det. Vi betaler hver gang vi får vist en regning. Nå, humøret var ikke højt, men en frokost og en kold øl på strøget hjalp lidt. Vi nåede lige en hurtig smut i Billa inden vi tog bussen hjem. Var i Ustina kl. 17.30. Der går altid en hel dag når der skal ordnes sådan noget.
Nå hjemme igen var Bjarne nysgerrig efter at se om bilen kunne starte. Det var nemlig mere end den kunne forleden, så han havde lånt en lader hos naboen. Den startede fint, så han ville lige køre en lille tur. Der er så kommet en sms fra Krichim at han holder der og bilen ikke vil køre. Det viste sig at den havde været ved at brænde i ordets bogstaveligste forstand igen. De ledninger der går op til batteriet er fuldstændig uforsvarlige, så vi skal på værksted og have det lavet. Gergana har lovet hun vil prøve at finde et i Assenovgrad. Så jo – det har i sandhed været noget af en dag.
Vi satser på restauranten i aften. Bjarne har set der er åbent, så vi må hellere ned og hilse på.
Og så – bedst som man troede det ikke kunne blive værre, blev det nærmest mareridtagtigt. Vi åbnede døren og kunne jo med det samme se at der var blevet sat i stand. Daniel havde haft møde med håndværkere for lang tid siden, så det var jo glædeligt det var blevet til noget. Vi kigger os forventningsfuldt omkring – men ingen Maria. Spørger efter hende og Daniel, men får at vide at de ikke er der mere. Chok! Det var ufatteligt. En af de ting der bare ikke måtte ske. De sødeste, dejligste mennesker – hvorfor? Var der sket noget? Havde det noget at gøre med dengang deres søn kørte galt? En masse spørgsmål.
Vi fik menukortet. Ikke længere det vi med stolthed havde lavet til dem, men bare et menukort. Stort set det samme som vi altid havde kunnet få. Det var lidt svært at koncentrere sig. Bestilte den velkendte shopska, pommes frites med ost og hapki. Shopskaen var halv størrelse af hvad vi var vant til. Pommes frites var ikke længere hjemmelavede og hapki’en var bare en gang industri nuggets af værste skuffe. De smagte direkte grimt. Vi spiste, drak vinen ud og gik.
En æra var slut.

Onsdag den 8. april 

Vi startede dagen med at sende en hilsen til dem derhjemme. Alexander får sin udnævnelse til sergent i dag. Det er ikke rart ikke at være med, men sådan gik det nu engang. Misforståelser med datoer etc.
Det har været en stille dag. Synes det har knebet lidt med humøret i dag. Det er nok eftervirkninger fra alt det i går, den triste slutning og det ikke at kunne se vores stolte søn.
Bjarne fik fjernet den sidste svalerede ved det store vindue i dag. Og så fik han skrabet alt det grimme plastik af som håndværkerne havde efterladt på vinduet, og som sidste år var umuligt at få af. Det er tilsyneladende tørret mere ud, for med en god gang ihærdighed og lige så meget knofedt fik han det af. Det pyntede gevaldigt. Så malede han de trærammer omkring køkkenvinduerne som Vaklim havde lavet for et par år siden. De blev mahogni ligesom det øvrige træværk. Det bliver meget pænere.
Vi handlede lidt, og nede i butikken spurgte de hvor vi var fra. Jeg besluttede lidt senere at gå derned med vores europakort og Danmarks kort, men så var ”hun” gået. Nu havde jeg ellers lige taget mig sammen. Nå det må blive en anden dag.
Hen på eftermiddagen går jeg ind for at lave en kop kaffe og hører en masse snak i haven. Jeg var sikker på det var Vassiliy, men stor var overraskelsen da jeg kiggede ud og det var Georg og hans mor der stod der. Georg har aldrig været i Bulgarien i påsken før, så ham havde vi bestemt ikke regnet med at se. Det var et dejligt gensyn.
Georg kunne fortalte lige kort hvad han havde af kendskab til restauranten. Maria og Daniel havde simpelthen givet op efter det der var sket med sønnen. Så det at vi syntes hun havde set trist ud sidste sommer passede desværre alt for godt.

Torsdag den 9. april

Vækkeuret var sat til. Vi skulle møde Gergana i Assenovgrad kl. 10. Turen gik fint. Vi skulle have det med bilens batteri ordnet, have bilen synet og have oprettet HomeBanking. Bilen blev afleveret hos en mekaniker. Det ville tage en times tid. Vi gik i banken. Det tog lige lidt tid. Der var en del forklaren til bankdamen. Vi skulle have en digital signatur. Så skulle hun undersøge om den danske vi havde kunne bruges. Selvfølgelig ikke. Så vi måtte købe en ny. Så gik vi på strøget – fik købt bulgarsk mobiltid til en af vores telefoner. Det gik smertefrit. Vi havde prøvet til en af vore gamle mobiler, men uden held. Så en kop kaffe. Så op og se en fantastisk udstilling af billeder som den paraglidning klub Gergana er medlem af havde udstillet. Det var en gammel skole hvor der var udstilling af alt muligt. Det var utroligt interessant. Mit navn er skrevet med pen og blæk i en bog på en af pultene.
Så tilbage til banken og hente de nødvendige papirer. Det tog så rimelig lang tid. Computer problemer. Så op i Gerganas klub hvor der var internetforbindelse og så havde vi cirkusset. Vi kunne selvfølgelig ikke få skidtet til at virke. Vi skulle først ændre alt sprog på computeren til bulgarsk ellers kunne vi ikke læse installationsvejledningen. Så skulle cd’en installeres, så skulle koden installeres og hver gang skulle der genstartes. Så langt så godt, men nu var tiden ved at løbe fra os, så mens vi ventede på den bekræftende email om at vi var registrerede var vi nødt til at køre til syn. Det gik smertefrit. Hvis man kan kalde det smertefrit at få besked på at dækkene skal skiftes fordi der ikke er mønster nok i dækkene. Nå, men tilbage til klubhuset. Ingen mail. 117 telefonopringninger senere. Vi har et problem hos First Investment Bank – prøv igen i morgen! Altså!
Nå, der var ikke noget at gøre ved det. Vi lukkede og slukkede og gik ud og spiste. Men vi var trætte og ærgerlige. Især Gergana. To gange havde vennerne ringet for at høre om ikke hun ville med ud at praglide, men hun havde et par danskere på slæb så det kunne ikke lade sig gøre. Det var meningen vi skulle have været ud at se på seng og klapvogn til Noah, for der er fabrikker i Assenovgrad hvor de laver den slags og hvor man kan købe det direkte. Men der nåede vi aldrig til. Øv. Det må blive Jysk i Plovdiv. Lige nu står den på rødvin.

Uge 1

Uge 2

anette-bjarne@stofanet.dk