 Startside
 Danmark
 Historien
 Ustina
 Links
|
Sommerferien 2006
Uge 3 - Anette og Bjarne
Så blev vi to gamle alene. Nu skulle der slappes af – troede vi. Vi blev inviteret med på en rundtur i Bulgarien om søndagen sammen med Vladimir og hans ven Peter. De havde haft planlagt denne tur et stykke tid, men ville gerne have os med. Vi skulle vide det ville blive en lang og en hård tur, for de ville slå deres egen rekord med hvor langt omkring de kunne komme på en dag. Fint med os.
Vi startede allerede kl. 7. Så kørt vi ellers 350 km bjergkørsel. Det virkede som et langt hårnålesving, så det var noget af en tur. Vi så så ufattelig meget smuk natur. Kæmpe søer. Vi besøgte en drypstenshule, en grotte med et 65 m højt indvendigt vandfald. Der var udsigter som ikke kan beskrives – simpelthen så smukke at de tog vejret fra en. Vi var forbi Wonderfull Bridges, et naturskabt fænomen med en mere end 60 m høj klippebro. Så vi var Peter og Vladimir yderst taknemmelig fordi de havde inviteret os med.
Midt på eftermiddagen kom vi til Pamporovo. Her skulle vi spise frokost på en lille hyggelig restaurant hvor Vladimir kendte ejerne. Vi sad og snakkede om, at det jo kunne være skægt hvis det var samme restaurant som Ole og Lene snakkede om. Det var nemlig også et lille familiested. Det viste sig at det var det. Hvor skægt. Vi fik forklaret vejen til Ole og Lenes hus og kørte hen for at sige hej. Vi vidste at Ole ikke var med og at Lene var der med en veninde. Men øv, ingen hjemme, så vi skrev en lille hilsen hvor vi brokkede os over at det ikke havde været nogen hjemme til at give kaffe når vi nu kom forbi. Vi fik en sms fra Lene hen under aften, hvor hun fortalte at hun havde været i Assenovgrad for at købe bil, så derfor ingen hjemme.
I Pamporovo var vi også en tur forbi Vladimirs bedsteforældre. Vi havde lige rejst os fra en stor frokost, men skulle selvfølgelig lige have lidt at drikke. Vi blev budt på en meget populær mælkedrik. Alexander og Benjamin havde smagt det på en af deres ture med Ivan og havde advaret os om, at det var noget af det grimmeste der fandtes. Så vi var forståeligt nok spændte. Det smagte herligt. Mindede meget om kærnemælk, så vi nød de kolde glas. Vi var først hjemme ved huset kl 22, så det blev en lang dag, men aldrig en dag vi ville have undværet.
Kaffegæster i huset
Vi havde også kaffegæster i løbet af ugen. Vi havde inviteret nabodamerne og damerne fra bænken til kaffe. Georg var med som oversætter. Det var en forrygende dag. De snakkede og knævrede og fik mulighed for at stille os alle de spørgsmål de havde lyst til. Vi fik en lille danseopvisning af Slavka på førstesalen, hvor hun fik gjort os begribeligt at her havde hun været til mange fester. Vi var rørt til tårer da den gamle dame med gangstativet stoppede indenfor døren og stod ligeså stille med tårerne trillende ned af kinderne. Huset havde været lukket land for dem i så mange år – Dusko og Nevenas gæstfrihed var åbenbart begrænset – og det var jo et hus der havde været i familiens eje i mange år. Hun havde sikkert aldrig troet at komme ind i det igen, så det var en meget rørende stund.
Bjegtur med Georg
Vi var også hos Georg forældre og spise en aften. En fantastisk dejlige aften der osede af hjertevarme og gæstfrihed.
Vi var endnu en gang på bjergvandring med Georg. Denne gang på et bjerg i nabobyen hvorfra vi kunne se ned over Ustina. Det var så fantastisk. Vi var så højt oppe og der var så stejlt ned at selv Bjarne måtte indrømme at han havde været bange da han sad oppe på klippeblokken. Jeg nøjedes med at læne mig ud over for at se hvor langt der var ned. Jeg havde et solidt greb i Georg. Ved ikke hvorfor men den mand kan altså få mig til at bryde grænser som ingen anden.
Kendisser
Vi havde også besøg at et hold journalister fra den største regions-avis i Plovdiv. De kom med tolk og fotograf og så ville de ellers gerne lige høre vores historie. Dagen efter var vi kendisser. Vi var på forsiden med et stort billede og artiklen om vores eventyr. Det viser sig vi er de første danskere der har købt i Plovdiv regionen.
Skænderiet
Så bød ugen desværre også på et par ubehageligheder i form af et kæmpeskænderi med Ejendomskontoret og bygherren. Inden vi tog derned var vi blevet lovet at huset ville være færdigt indvendigt, og at det kun ville være småting der manglede på facaden. Endnu en gang passede det ikke. Der var intet gjort inde i huset siden vi forlod det i påsken. Okay der var sat en enkelt gipsplade op i gangen, men det var også alt. Hele ferie var gået med hver dag at vente på håndværkere der så ville komme den ene dag så først den næste. Det havde mildt sagt været møgirriterende! Den sidste uge her havde de forsøgt at lave rammen omkring det store vindue på førstesalen. Det var frygtelig grimt det den første bygherre havde lavet, nu udviklede det sig til en ren katastrofe. Vi skældte og smældte og tegnede og reagerede. Og ingenting skete. Det kulminerede med at jeg sendte en sms til Ejendomskontoret om, at nu stoppede vi. Vi gad ikke ganske simpelt ikke mere. Først kom der bare en sms med et ”nå men så må vi jo se hvad der så sker”. Så gik der 5 min. Så kom der en ny. Vi kommer i morgen.
Så kom der jo ellers fire mand fra ejendoms-kontoret og tre bygherrer. De begyndte så for 117 gang at diskuterer hvordan man kunne lave og hvad nu hvis og… Det groteske i det hele var, at havde vi selv haft materialerne, så havde vi lavet det på en formiddag. Nu var der gået en hel ferie og vi var ingen vegne kommet tværtimod. Bjarne og jeg kravlede op og ned af stiger og pegede og tegnede og fortalte og de fattede ikke en brik. Stemningen blev mere og mere trykket og så slog det klik for mig. Jeg flippede totalt ud. Råbte og skreg om de da for helvede ikke fattede noget og om alle de fine diplomer bygherren havde underholdt med at han havde var en skid værd når ikke de kunne klare det mest elementære. Selv Bjarne flippede ud og råbte af dem. Så det var meget ubehageligt. Så blev der ellers stille. Jeg hylede. Bjarne skummede. Bygherren var rød i hovedet af raseri og folkene fra ejendomskontoret anede ikke hvad de skulle gøre. Så begyndte bygherren at pakke alt sammen. Bar alt ud til bilen. Så sagde ejendomsfolkene at de ikke kunne forstå hvorfor vi reagerede som vi gjorde. Så fik de ellers lige de sidste 1½ års lovninger og ikke holdte aftaler i hovedet. Alle de gange hvor vi havde troet på dem og deres forsikringer. Og havde de på noget tidspunkt holdt hvad de havde lovet. Ikke en eneste gang! Jamen vi måtte da kunne forstå… Forstå! Vi kan forstå at vi hver eneste gang bliver nedprioriteret og at det altid er os der skal være de pæne og være tålmodige, men det er slut. SLUT! No more mister nice guy. I har sgu’ selv bedt om at det skal blive sådan her.
Enden på denne trælse omgang blev at vi gav dem endnu en chance. En chance som selvfølgelig også havde noget at gøre med, at vi havde betalt for renoveringen og at vi hellere ville være langmodige endnu en gang, end at skulle finde flere penge til at hyre nye håndværkere for.
Så endnu en gang forlod vi huset uden at kunne låse endegyldigt efter os. Vi havde fået at vide at der var ca. 20-22 dages arbejde på huset endnu før de skader som den første bygherre havde forvoldt var udbedret, gos elv om det var en træls melding, var det trods alt også rart at få at vide, at det ikke bare var os der var urimelige sidste efterårsferie.
Som ferier jo har det med at gøre sluttede denne her også alt for hurtigt. Efter tre uger har man næsten glemt at man har et andet liv. Vi lever bare så intenst når vi er i Ustina – vores lille bjerghjem.
I skrivende stund – historien har unægtelig været lidt længe undervejs – har vi så været nede og holde efterårsferie og har kunnet konstatere at alt er endt godt. |
Uge 1 - Anette og Bjarne, Alexander og Benjamin, Maria og Thomas
Uge 2 - Anette og Bjarne, Alexander og Benjamin
Uge 3 - Anette og Bjarne |
