STARTSIDE          DANMARK          HISTORIEN OM BULGARIEN          USTINA          LINKS

 

 

 Startside

 Danmark

 Historien

 Ustina

 Links

 

 Huset

 Naturen

 Ustina by

 Plovdiv

 

Sommerferien 2008 - uge 3 og 4

 

Lørdag den 12. juli

 

Så var ferien i Bulgarien slut for Mette og Prebens vedkommende. Vi havde snakket om en lille gåtur rundt i Ustina men det blev aldrig til noget. Pludselig var kl. 15.00 og Bjarne skulle køre dem til lufthavnen.

Så skulle han hjem og hente mig og så skulle vi til lufthavnen igen og hente Hjördis for så at fortsætte sammen med hende ned til Michael og hans bror Jantcho i Haskovo. Et værre køreri. På vej fra lufthavnen og hjem til Ustina så Bjarne en meget grim ulykke. En af de sædvanlige hasarderede overhalinger der endte helt galt. Der var  masser af biler og mennesker på stedet så Bjarne kørte videre. Han var noget rystet da han kom hjem.

Vi fik hentet Hjördis og kom til Haskovo. Michael og Jantcho stod parate til at tage imod os og vi gik straks ned på en restaurant hvor vi havde bestilt bord. Vi fik noget rigtig lækkert mad.

Vi skulle overnatte i Michaels lejlighed. Den ligger på 6. sal kun 100 m fra huset. Det er et gammelt etagebyggeri med ca. 40 år på bagen, hvad hele bygningen selvfølgelig bærer præg af. Der er en helt fantastisk udsigt over byen og bjergene fra lejligheden.

 

 

Søndag den 13. juli

 

Vi startede med en fyldig bulgarsk morgenmad med oste, pølse, yoghurt, frugt og brød. Vi spiste i haven ved Michaels hus.

Efter morgenmaden kørte vi til Perperikon. En fantastisk udgravning på et bjerg, hvor alt dateres tilbage til Trakernes tid. Det var også her Alexander den Store fik sin åbenbaring om at erobre verden og man har for ikke så længe siden fundet beviser på, at noget af den første vin-brygning i verden foregik her for godt 8000 år siden.

Det var en varm og hård tur, men så afgjort alle anstrengelserne værd. På vej tilbage til huset kom vi forbi et meget specielt naturfænomen. Det var sten der lignede kæmpesvampe der står på en høj. Fænomenet hedder Kamenni Göbi.

Så tilbage til Haskovo – kaffe – kold øl og frokost efterfulgt af et par timers siesta.

Om aftenen var vi på en meget lækker restaurant. En af den slags man ikke har en chance for selv at finde. Jeg fik Buffalo ost, ristet med nødder og honning på æblebund. Fantastisk lækkert. Desværre var det kanin jeg bestilte til hovedret udsolgt, så det har jeg til gode.

Bjarne fik en speciel sortehavsfisk som efter hans udsagn smagte rigtig godt.

 

 

Mandag den 14. juli

 

Vi skulle på værksted med bilen igen. Det vi havde fået lavet havde ikke hjulpet på den grimme lyd og med en dansk-bulgarer ved hånden der kendte en der havde et værksted, ville vi ikke lade den chance gå fra os.

Det viste sig det var udstødningen der sad løst, så det blev fikset og den lille detalje at motorhjælmen klaprede lidt blev også fikset. Det kunne være blevet en træls oplevelse for det var fjederen der holder motorhjælmen der var i stykker, så vi kunne have risikeret at den var sprunget op mens vi kørte.

Vi var inde og se Jantcho’s lægepraksis og så ellers bare lidt osen på strøget med en kop kaffe.

Om aftenen tog vi ud til Michaels morbror og hans kone, og så skal jeg ellers lige love for, at vi fik den bulgarske gæstfrihed at smage i ordets bogstaveligste forstand. Grøntsagerne var af egen avl. Rakiaen og vinen var brygget på druerne der voksede lige uden for vinduet. Der var bi-tavler fra det sydligste Bulgarien som man bare spiste. Der var mildt sagt alt hvad hjertet kunne begære og så lidt til. Fantastisk på alle mulige måder.

Dem vil vi vel nok meget gerne møde igen.

 

 

Tirsdag den 15. juli

 

Efter morgenmaden gik Hjördis, Bjarne og jeg ned i byen for at finde en gave til Grudda. Vi endte med to tørklæder og en ny dug til køkkenet. Det var svært at sige farvel til Grudda for hun er en fantastisk dame. Grudda er Michaels moster.

Så gik turen hjemover. Vi havde to stop. Et ved en kurvemager ved landevejen hvor vi købte en flot vasketøjskurv og endnu en smuk skål til køkkenet. Det andet var ved Billa som vi kom lige forbi. Køleskabet var blevet tømt da vi kørte, så vi fik lige handlet ind.

Så hjem til en gang frokost og lidt afslapning. Lige nu sidder Hjördis og Bjarne ude under pavillonen mens lidt regn og torden i det fjerne giver løfte om en knap så lummer luft.

Vi forventer Michael og Jantcho omkring kl. 17.00 hvorefter vi så kører til Todoroff. Den blev 18.30 inden de kom. Hjördis og jeg benyttede os af chancen til at få spillet både terninger og kort. Vi elsker begge at spille så det var ret morsomt.

Todoroff er et fantastisk sted. Der er så gennemført smukt. Der er puslet om alle detaljer. Der er et helt utroligt spa område med masser af forskellige muligheder for massage og bade, bla. er der et stort træbadekar hvor man bader i vin.

Vi fik en rundvisning på hele området og spiste så bagefter middag med vinkyperen og hans kone, hr. og fru Todoroff, Jantcho, Michael og Hjördis. En fantastisk aften hvor det især sidst på aftenen blev svært at følge med i den livlige og højrøstede bulgarske snak.

Vi tog en taxa hjem og tumlede godt trætte i seng lidt over et. Vi kunne sagtens have fået et værelse på hotellet, men med ens egen seng kun 8 km væk, så var den altså mere tillokkende. Nu har vi været værter/haft gæster i 2½ uge, så tanken om at vågne helt alene i egne omgivelser var altså denne gang mere tillokkende end de endog særdeles luksuriøse omgivelser.

 

 

Onsdag den 16. juli

 

Vi vågnede op til kun 17 grader og gråvejr. Helt underligt. Jeg var nødt til at tage en jakke på da vi – selvfølgelig – spiste morgenmad udenfor. Der var kommet en ordentlig regnskylle i går og det fortsatte med at regne lidt hele eftermiddagen, så det kan da godt være der bliver et par grå dage med vand. Det er tiltrængt så det gør absolut ikke noget.

Ellers startede vi dagen med at konstatere at det var godt vi var taget hjem i vores egen seng og sove. Det var rigtig godt at vågne op og – ingenting!

Dagen fortsatte med ingenting, hvilket i det her tilfælde var fjernelse af ukrudt, pudsning af vinduer og andre smånusserier. Vi spiste hjemme, det var rigtig dejligt. Det var gråvejr hele dagen og for koldt til at sidde ude om aftenen.

 

 

Torsdag den 17. juli

 

Det var ikke nødvendigt med airconditionen i nat. Helt mærkeligt. Dagen startede med helt blå himmel, men det blev overskyet mens vi sad og spiste morgenmad. Det blev en lummer dag. Når solen var væk var temperaturen fin, men lige så snart den kom igennem blev det lummer varmt.

Vi tog på ejendomskontoret ved 15-tiden. Vi skulle til notar. Alle firmaer i Bulgarien oprettet før 2008 skal gen-registreres. Det sker i forbindelse med en ny stor elektronisk registrering. Det gik forbavsende hurtigt. Knap en time incl. en kop kaffe på kontoret. Mens vi fik kaffe kom Iva med en overraskelse til os. En bulgarks kogebog med ønsket om alt godt her i Bulgarien fra Bulgarian Properties. En gave vi blev både meget rørte og glade over.

Vi tog i Praktiker på vej hjem. Vi skulle bruge noget silikone rundt ved et par vinduer og vi kunne ikke få noget der var egnet i Ustina.

Det tog 5 min. at finde det, men det er et farligt sted at gå rundt. Vi har snakket frem og tilbage om, hvad vi skal gøre med haven næste år. Vi skal have et sted hvor vores lille barnebarn kan lege og være i skygge. Mens vi gik rundt i haveafdelingen kom vi til at se på deres gulv-deko. Det var kunstigt græs. Vi ville gerne have rigtig græs, men ved det ikke kan lade sig gøre, så vi blev enige om, at vi måtte tage til takke med det næstbedste. Men vi skulle lige hjem og måle op. Der kan så blive ca. 20m2 med græs. Da vi nu var i gang kunne vi lige så godt købe det badebassin der skal være der og så var der lige det her tøjdyr som var så sød. Lidt kommende bedsteforældre-tosset har man vel lov at være.

I samme øjeblik vi parkerede bilen uden for huset kaldte genboerne på os. Ville lige vise os familiens nyanskaffelse. Den kæreste lille hundehvalp, Geri. Den var uimodståelig dejlig.

Vi ville have været på restaurant om aftenen, men alt var optaget af et selskab så vi gik tilbage til huset og spiste og sad bare og nød den lune aften.

 

 

Fredag den 18. juli

 

Dagen fortsatte i samme rolige tempo som gårdsdagens ingenting. Fik lakeret et par af dørene indenfor. Gik op for at sige hej til Georg, men der var ingen hjemme. Vi købte en grill i den nye isenkram butik. Den vi har er simpelthen for sølle. Spiste ret sent nede på restauranten.

 

 

Lørdag den 19. juli

 

Der kom to montører for at tjekke vores aircondition. Det skal gøres en gang om året for at garantien dækker. Det koster 75 leva – egentlig ret pebret alt taget i betragtning.

Så kom Vassiliy og fortalte at Slavka har fødselsdag i morgen, så vi kørte til Krichim og købte en gave til hende. 6 flotte små kopper med en sukkerskål til. Vassiliy mener hun bliver 75 år, men er ikke sikker.

Vi fik fjernet den ene svalerede ved det store vindue og Bjarne fik det pudset. Det var noget af en bedrift. I den ene side var det som om stigen stod lodret, men pga. vinen er der ikke andre muligheder. Godt Bjarne ikke lider af højdeskræk!

Vi spiste på restauranten om aftenen.

 

 

Søndag den 20. juli

 

Med det samme jeg åbnede fordøren kunne jeg mærke det ville blive en af de helt varme dage.

Jeg ved ikke hvorfor man siger man skal holde sig ude af solen mellem 12 og 14. Klokken er nu 17 og der virker som om det aldrig vil blive køligere. Der er 30 grader i skyggen og det er mere end varmt. Selv om man sidder stille pibler sveden af en. Man er gennemblødt af sved på 10 min. Det er svært at få væske nok når det er så varmt.

Jeg startede dagen med en gåtur kl. 8, men selv der var det faktisk for varmt til at gå. Jeg havde ikke fået vand med mig, så jeg var helt skidt tilpas da jeg nåede hjem.

Efter morgenmaden gik vi i kirke. Det er en af de store helgeners dag i dag. Skt. Elijah. Det var smukt og rørende og anderledes. Mange havde medbragt kager, chokolade og brød til kirken. Der blev delt rundhåndet ud af det bagefter. Vi var helt forspiste. Vi gik med Vassiliy ned og fik en kop kaffe ovenpå alt det søde.

Hjemme igen fik Bjarne fjernet noget af det løse puds på bagsiden af huset. Der skal pudses og fuges ved vinduerne inden vi tager hjem. Jeg fik pudset de fire vinduer der er på bagsiden af huset. Det tog 2 stive timer! Ufatteligt at vinduer kan blive så sorte, også inde i karmen, det burde være umuligt.

Vi havde planlagt at gå over til Slavka efter frokost, men  det var ganske enkelt for varmt til at foretage sig noget som helst. Jeg tog en stribe billeder af alle de forskellige druer vi har i haven samt nogle af blomsterne. Det var rigeligt. Sveden haglede af mig.

Vandet forsvandt i løbet af eftermiddagen, så vi måtte ned og købe for at kunne lave mad. Det kom først hen på morgenen om mandagen.

Vi gik over til Slavka med gaven ved 18-tiden. Hun blev meget overrasket. Vi blev budt indenfor og sad lige en halv times tid. Da vi gik derfra var det med en flaske vin, fire ferskener og 7 æg. Utroligt.

Bagefter gik vi op til Georg og sagde hej. Denne gang var vi heldigere. Han var der. Det blev til en hyggelig times tid, hvor han lige fik demonstreret over for sønnen Michael at han stadig kan slå ham i bordtennis.

Pga. vandmangel tog det sin tid at få lavet aftensmad, men det lykkedes. Vi grillede på vores nye grill. Den fungerer fint, nu mangler vi bare at Bjarne vil tro på den er begrænset varm når kullene stadig er sorte:-)

 

 

Mandag den 21. juli

 

Vi skulle til kaffe hos en dame i byen. Vi fik Vassiliy til at aftale detaljerne i kirken i går så ingen skulle være i tvivl. Hun ville hente os ved huset kl. 10. Men hun kom aldrig. Mærkeligt. Bare der ikke er sket hende noget. Hun virkede bestemt ikke som en der ville svigte en aftale.

Jeg satte mig med mit bulgarske mens jeg ventede, så det blev da til et par timers læsning. Bjarne nussede lidt rundt i haven, men når man er i venteposition er det lidt svært. Ved middagstid opgav vi at vente. Bjarne gav sig til at mure noget af alt det op han havde banket ned. Jeg vaskede et par maskinfulde tøj – der var vand – jubii – og gik så i gang med at lægge de sidste gardiner op. Det tager lang tid, men det var ok for værelserne er i skygge når vi når over middag.

Så fik vi endnu en aften uden vand. Bedst som jeg skulle til at i bad forsvandt vandet. Surt. Vi har igen haft godt 30 grader i skyggen så det var tiltrængt.

Vi fik omelet af æggene fra Slavka. De var kæmpestore og smagte herligt. Lige nu er strømmen mildt sagt ustabil. Alt blinker. Jeg håber det holder, ellers bliver det en varm nat.

 

 

Tirsdag den 22. juli

 

Strømmen blev. Det blev ellers noget af et tordenvejr, så det kunne nemt være forsvundet – det er set før.

Hvad værre er – vandet er ikke kommet endnu. Ens evner til at klare sig uden rindende vand bliver virkelig sat på prøve og man bliver ret kreativ. Det sværeste at undvære vand til er faktisk toilettet.

Formiddagen blev mere og mere overskyet og kort før middag tog fanden ved det hele. Det blev til en tordenskylle af format, tordenvejr incl. og vi var nødt til at gå indenfor.

Vi benyttede os af det dårlige vejr til at få ryddet ud/op i de utallige papirer det er lykkedes os at samle siden vi købte huset. Det tog nogle timer. Så var det frokosttid og i løbet af 15 min. klarede vejret op. Fra massiv grå himmel med regn til blå himmel og strålende sol. – og så kom regnen igen. Vi var nødt til at gå ind når de kraftige regnskyl kom. Ind imellem var det ubehagelig hedt. Den der lummervarme lå som en tung dyne over os.

Så kl. 15. skete miraklet! Der kom vand. 20 timer uden vand. Det var bare med at komme i bad og få trukket ned i toiletterne. Man glemmer hvor stor en luksus rindende vand er. Vi var helt stolte. Vi havde klaret et døgn på under 10 liter vand.

Vi lavede tidligt aftensmad. De andre dage var vandet forsvundet ved 19-tiden så det var bare med at få lavet noget i en fart, men der var ikke flere vandproblemer.

Om aftenen sad vi i stuen ovenpå og spiste. Bjarne havde flyttet bordet hen foran vinduet, så vi havde panoramaudsigt til bjergene. Dvs. det vi nu kunne se pga. skyer. Det lynede noget på et tidspunkt og der var en konstant rumlen i baggrunden. Mens vi spiste blev vi underholdt af svalerne der fodrede ungerne i reden lige i hjørnet af vinduet. Vi når vist ikke at få fjernet reden før vi rejser hjem.

Om natten blev det bare uvejr. Det regnede helt vildt og vi havde et tordenvejr lige over os. Jeg bryder mig altså ikke om det.

 

 

Onsdag den 23. juli

 

13 grader var hvad termometeret stod på da vi stod op! Haven er i hvert fald gennemvandet nu, så vi behøver vist ikke bekymre os mere om det i den her ferie.

Vi tog til Plovdiv og hentede vores briller i dag. De passer os perfekt, men selv om jeg havde glidende overgang i de gamle briller blev jeg noget svimmel med de nye, men styrken er også noget kraftigere. Ingen af os skulle lave for hurtige hovedbevægelser for så svimlede det lidt for os.

Der var et stort udendørs marked lige i nærheden af hvor vi parkerede og vi havde snakket om så mange gange at vi gerne ville besøge det, så i dag gjorde vi alvor af det. Det var kæmpestort. Sikken duft. Vi købte den største tomat jeg nogensinde har set. Den vejede tæt ved et kilo. Vi købte også to kæmpeferskner og 4 lige så store majskolber. Nu mangler vi bare en gryde de kan være i.

Vi tog videre til Praktiker og købte ”græsplænen” til næste år. De 40 kr. meteren vi havde regnet med viste sig at være pr. m2, men hvad gør man ikke for et barnebarn.

Solen var begyndt at skinne i Plovdiv, så vi var sikre på at vi skulle hjem til sol, men der var kulsort ude over vores område og det lynede en del. Vi fik lige bilen i garagen og tømt den for varer, så tog fanden ved det hele.

Jeg fik endelig lagt det sidste gardin op, og da uvejret var ovre forsøgte Bjarne at lave en ”rende-løsning” i anneksets tag så vandet kan løbe fra.

Jeg havde købt nogle tyggeben til genboens hunde og dem gik jeg på besøg med. De vakte jubel. Tror slet ikke de kendte til dem. Den bette hvalp gnaskede fornøjet løs. Så blev jeg også lige præsenteret for deres 4 uger gamle kattekilling. De er ikke til at stå for de små kræ.

Vi gik en aftentur rundt i byen og nød at solen var fremme igen. Vi spiste hjemme.

 

 

Torsdag den 24. juli

 

Gråvejr igen. Sikke noget. Der kom lidt sol indimellem om formiddagen og så var det bare med at nyde det. Så fik vi en sms fra Gergana, om hun kunne komme forbi og sige hej. Om hun kunne! Det var ganske enkelt vidunderligt at se hende. Vi blev også præsenteret for hendes kæreste Georg.

Eftermiddagen bød igen på en ordentlig tordenskylle og måtte i gang igen med at forsøge at løse problemet med vand der samler sig på taget af annekset. Det er ikke så ligetil. Vand har jo den irriterende egenskab at det kan komme ind overalt. Men vi håber igen.

Bjarne fik fuget færdig rundt ved vinduerne på bagsiden af huset. Det er blevet så pænt. Ellers var det læsning, x-ord og almindelig hygge/ingenting dagen gik med.

Vi spiste i huset igen. En gang shopska, majskolber og et kyllingebryst. Lækkert.

 

 

Fredag 25. juli

 

Solen skinner. Dejligt. Op og ud. Fik gang i vaskemaskinen og begyndte så ellers at pakke lidt ned. Er blevet enige om at vi ikke vil bruge hele lørdagen på at pakke. Hellere fordele det lidt over et par dage. Vi pakkede pavillonen og udekøkkenet ned. Næste år vil vi ikke have pavillonen under vinen. Man savner at kunne se vinen vokse og modnes.

Da solen nåede terrassen satte vi os med vores bøger og solbadede. Det var en stakket frist for skyerne var begyndt at samle sig over bjergene igen. Da solen var helt væk gik vi op og fik sorteret hvad der skal med hjem af tøj og hvad der skal blive.

Spiste på restauranten om aftenen. Det var dog en blandet fornøjelse. Der var mildt sagt skidekoldt. Men sidde inde – nixen. Vi gik lige så snart vi var færdige med at spise, og oppe i huset sad jeg med jakke på mens vi tog et spil yatzy.

 

 

Lørdag den 26. juli

 

Skuffelse! Det var regnvejr da vi stod op. Det var ikke meningen. Jeg startede med en tidlig kop morgenkaffe og min bog og formiddagen gik stille og roligt med at få pakket huset ned.

Lige nu hænger vasketøjet og blafrer i den sol og vind der nu er og vi håber det tørrer inden vi skal hjem.

Det nåede at tørre. Dvs. jeg strøg sengetøjet helt tørt. Michael og Hjördis kom og spiste ”tøm-køleskabet” og kørte os til lufthavnen. Hjördis skulle også hjem, mens Michael skulle blive lidt længere.

Jeg havde aftalt med Michael at han lige ville bruge lidt tid på at tale nogle detaljer på plads med Slavka. Det var utroligt dejligt at få sagt nogle ting uden først at skulle oversætte til engelsk der skulle til bulgarsk og tilbage igen. Vi må jo desværre erkende at en del af de ting vi har forsøgt at forklare gennem Vassiliy ikke holder stik, og om det er fordi han oversætter forkert eller ikke forstår hvad vi siger, ja det er jo ikke til at vide. Men alt er forhåbentlig på plads nu.

Turen hjem gik fint, dog var der den sædvanlige forvirring i Bourgas lufthavn. Utroligt med det flyselskab. Vi lærte et par rigtig søde unge mennesker at kende i Plovdiv lufthavn, og vi vil helt sikkert blive ved med at have lidt kontakt til dem.

I Kastrup lufthavn nød vi ikke at skulle vente på en kuffert. Vi havde bare vores små cabin-bags. Det betød at vi kunne nå det planlagte tog. Alexander hentede os på Skanderborg station og vi var i Harlev kl. 01.30.

Alt i alt en fantastisk ferie. Fire uger kan anbefales.

 

 


Uge 1 - Ninna på besøg

 

 

 

 

 

Uge 2 - Mette og Preben på besøg

 

Uge 3 og 4 - På besøg i Haskovo og ...

anette-bjarne@stofanet.dk