Vi havde besluttet at tage til Bratsigovo i dag. Bratsigovo er kendt for sin rene luft og for sit mineralvand, så der var høje forventninger.

Dushko og Nevena skulle også til Bratsigovo, og de slæbte alt hvad de havde af tomme dunke med sig. Pga. kommunikationsvanskeligheder endte de beklageligvis med at sidde og vente på os i lang tid, før det gik op for os, at det var os de ventede på. Vi var slet ikke klar til at tage af sted, så med mange beklagende miner og armbevægelser fik vi sendt dem af sted.

Så havde vi for en gang skyld huset for os selv. Det udnyttede vi til at kunne bade uden at genere nogen. Det var dejligt.

Forventningsfulde drog vi af sted og havde fuld styr på hvad vej vi skulle køre. Troede vi. Det er svært, når alle småvejene mangler på det kort, man sidder med, og skiltningen er ligeså mangelfuld på de veje, der er der. Efter en del køren frem og tilbage kom vi igennem den by, der hedder Bjaga. Det var den by, hvor vi havde fundet et hus, der var i en tilsyneladende meget bedre stand end det i Ustina, men som vi efter mange diskussioner opgav, bla. fordi vi fornemmede at den bjergudsigt der var i Bjaga, ikke var nær så betagende som den i Ustina.

Den fornemmelse viste sig at være rigtig. Der var da kønt, men det når ikke Ustina til sokkeholderne. Til gengæld bød Bjaga så på noget, som Ustina ikke har. Nemlig intet mindre end tre storkereder med unger.

Bratsigovo var en enorm skuffelse. Bare endnu en af de små landsbyer vi er kommet igennem. Hvor var - restauranter, hvor vi skulle have spist frokost - kilderne, hvor vi skulle have fyldt vores vandflasker - butikkerne, hvor vi skulle have handlet, ja det fandt vi aldrig ud af. Vi besluttede at køre videre til den næste by, som var noget større. Vejen ind til byen var gennem lidt industri, og den vej vi valgte endte blindt ved et marked. Vi brød os ikke om stedet og drengene ville hellere at vi kørte til Plovdiv, så det gjorde vi.

Vi gjorde holdt ved en kaproningsbane som man kommer forbi på vej til Plovdiv. Vi ville have noget at spise. Menukortet var kun bulgarsk, så vi pegede bare på det dyreste og viste med fingrene 4 portioner. Det var så 4 gange tomatsalat som ikke mættede en døjt. På nær hold viste stedet sig at være uhumsk, så vi var hurtigt videre.

Vi kørte på den MacDonald der ligger lige i nærheden af det supermarked der hedder Billa. Det kostede nu nogle forsøg frem og tilbage i myldretidstrafikken med diverse u-vendinger og andet spændende, inden vi fandt Billa, og så viste det sig at være et andet end det vi var i forleden.

Vi skulle have et par skarpe knive, et skærebræt, en opvaskebalje og en fluesmækker. Det viste sig lettere sagt end gjort. Vi fandt kun knivene. Resten kunne ikke fås der. Vi kunne ikke modstå fristelsen til at købe 2 store svinemørbrad for 6.20 Leva og en pæn kalvemørbrad for 6.30 Leva med hjem.

Vi kørte mod midtbyen. Vi skulle have is og de skulle købes og nydes på strøget. Det var bare umuligt at finde en p-plads. Da vi havde besluttet at give op og køre hjem, fandt vi alligevel en, men da var der også gået tre kvarter.

Det groteske - da vi så endelig gik på strøget ville ingen have is. I stedet shoppede vi lidt. Alexander fik købt et par solbriller og to T-shirts. Benjamin fik købt et par kondisko og en cap. På strøget fandt vi de køkkenting vi manglede i en Søstrene Grene lignende butik.

Vi var ikke hjemme før 19.30. Selvfølgelig i regnvejr. Bjarne og drengene gik ned i byen for at finde det ene spisested der skulle være. De kom tilbage og fortalte, at man kunne få noget salat og kebab. Fint nok. Det var noget af en udfordring at få bestilt. En hel ung pige der kun forstod bulgarsk. Med vores yderst sparsomme ordforråd lykkedes det os dog at få bestilt. Meget. Rigtig meget. Deres opfattelse af kebab viste sig at være 4 store pølser af oksekød - nærmest ligesom en bøf der er rullet til en pølse. Det var anrettet på et fad med agurk og tomat. Hertil havde vi bestilt to gange salat. Det var salat, agurk, løg og feta, vel og mærke i en størrelse der er stor nok til at mætte i sig selv. Hertil 4 gange pommes frites som var drysset med feta og 4 gange brød. Jeg tror der var et helt franskbrød som var skåret i skiver og ristet. Kors hvor vi åd, men vi måtte melde pas. Vi var simpelthen ude af stand til at spise os igennem det hele.

Vi spillede lidt om aftenen, men det havde været en lang dag, så vi gik forholdsvis tidligt til ro.