Dagen startede tidligt. Vækkeuret var sat til kl. 08. Vi havde besluttet at tage til Smolyan. Vi kørte kl. 9.30 og efter 3 timers kørsel, hvoraf de 2½ var anstrengende bjergkørsel, var vi endelig fremme.

Det var ret specielt at gense byen. Selv om vi havde tilbragt så mange timer der, var den næsten ugenkendelig, bare fordi alting var grønt.

Vi spiste lige lidt frokost da vi kom, og gik så lidt rundt. Luba, som vi havde aftalt at mødes med, var lige optaget af et møde med banken, men ville ringe ligeså snart hun var ledig. Bedst som vi gik nede i byen, sagde Bjarne, at han altså mente, det var Luba vi lige havde passeret. Jeg kunne kende hende og kaldte et par gange, og i bedste filmstil løb vi med udstrakte arme mod hinanden, og så var der ellers knus i den helt store stil. Det var herligt at se hende igen. Vi sad ved det hotel, hvor vi havde boet, da vi var hernede i vinter, og fik kaffe og snakkede i munden på hinanden. Den tid hun havde til rådighed var alt for kort, og en sjov ting der kom frem under samtalen var, at vi var hendes første kunder.

Vi slentrede lidt rundt i byen. Drengene fik købt et par T-shirts, og så vendte vi næsen hjemad. Vi havde bestemt vi ville køre hjemad mens det var lyst. Havde ikke den store lyst til at køre i bjergene i mørke. Vi synes virkelig det er hårdt at køre bjergkørsel. Hjemad kørte vi selvfølgelig gennem Pamporovo, så drengene kunne se det bjergområde vi havde boet i. Det er svært at forestille sig de enorme snemængder, der lå, sidst vi var her.

Vi kørte ind til Plovdiv centrum og spiste på vores stamsted. Det ender med, vi er på fornavn med tjeneren. Vi var først hjemme i Ustina kl. 21.30, så det havde været en lang dag. En kop kaffe og et slag yatzy, dagbog og godnat.

I dag var den første dag helt uden regn.